WhoMadeWho’s store overraskelse

Den festlige danske trio havde et par underholdende esser oppe i ærmet, da de lørdag spillede op til dans på Arena.

Koncert med Who Made Who på Arena. Roskilde Festival lørdag den 4. juli 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted

Man nåede lige at tænke, at det da godt nok var et minimalistisk setup, WhoMadeWho var gået på scenen med: De tre danske musikere stod samlet helt tæt om Tomas Barfods trommesæt midt på scenen. Bag dem hang et sort bagtæppe med bandets navn skrevet i hvide versaler. De så meget små ud deroppe.

Til gengæld havde de ingen problemer med at fylde Arena-teltet med deres piskende disco-trommer, lådne guitarer og moody falsetvokaler. Det er ikke for ingenting, at de tre herrer har kunnet indtage natklubber over hele Europa med deres lille trio. De ved i den grad, hvordan man skaber en løssluppen fest med ganske få midler.

Men tidspunktet sidst på eftermiddagen på Roskildes sidste dag fordrede ikke ligefrem den vilde natklubstemning. Der var ligesom nødt til at ske noget andet, hvis det ikke bare skulle blive en knap så ophidsende kopi af deres vilde nattekoncert samme sted i 2011.

Og bedste som man havde indstillet sig på, at det nok ville bevæge sig i den retning, forsvandt bagtæppet og afslørede et kæmpe udvidet band med blæsere, korsangere og perkussionister. Sådan!

Et gøglet skue

Det var et kosteligt syn - alle var selvfølgelig klædt i ens blå- og hvidstribede trøjer - og vidnede om et band, der ikke bare er tilfredse med at gøre, som de plejer, men derimod arbejder aktivt med at puste nyt liv i deres sange og præsentere dem i nye konfigurationer.

Energien fejlede bestemt ingenting. Men det blev også lige lovlig rodet i perioder. Og der gjorde en lettere sejlende og ubalancerede lyd i Arena-teltet dem heller ingen tjenester. Måske det var fordi, det var WhoMadeWhos debutkoncert med den nye udvide besætning. Jeg synes i hvert fald ikke, at de fik helt nok ud af det rent musikalsk.

Men kedeligt kan man ikke beskylde det for at være. Og da scenen blev fyldt med kvindelig dansere hen mod slutningen, og bandet kort efter kastede sig frådende over deres efterhånden legendariske cover af Benny Bennassi »Satisfaction«, var det helt umuligt at stå stille eller tage øjnene fra det gøglede skue oppe på scenen.

Hvad: WhoMadeWho
Hvor: Arena, Roskilde Festival, lørdag