En mørk skov. To blinkende lygter. Pigen virker på flugt fra et eller andet – men hvad?
Det smukke operahus i Malmø spiller »Pelléas et Mélisande« for tiden. Resultatet er ikke uden blinde punkter hér og dér. Men det bliver siddende i ens sind længe.
Claude Debussy skabte sit radikale trekantsdrama i 1902. Det nye århundredes første opera af helt egen avl. En ny tids møde med sit avantgardistiske jeg.
Det bygger på belgieren Maurice Maeterlincks ti år tidligere drama af samme navn og udspiller sig i en tidløs underskov:
Prins Golaud er på jagt og finder unge Mélisande hjælpeløs. Den kongelige enkemand gifter sig med pigen og installerer hende på bedstefaren Arkels slot. Men den mærkelige skovskabning bliver stadig mere optaget af hans mere vege halvbror, Pelléas.
Hvilket alt i alt gør Golaud skør af smerte og får ham til at gøre vanvittige ting – for eksempel at lade sin egen søn spionere mod dem.
Der synges i store træk storslået mellem Malmøs realistiske og utrolig flotte træer:
Marc Mauillon som Pelléas er rigtignok baryton af stemmetype og når kun lige op i den krævede højde. Han står vel heller ikke scenisk som den store forfører. Snarere som en dreng uden vilje.
Et ekko af de tidlige 1970ere
Instruktør og scenograf har endda anonymiseret ham yderligere med polyesterskjorte og lysebrun læderjakke. Han kunne i en vis forstand være alle og ingen. Som et ekko af de tidlige 1970ere.
Anderledes med Laurent Alvaro som Golaud. Forestillingen kunne sagtens ses for ham alene. Den sydfranske stemme klinger vidunderligt – måtte vi snart høre den på en dansk scene! Kun overgået af hans karisma a la Roy Scheider fra »The French Connection« og psykologisk overbevisende skuespil.
Rollen som Mélisande blev kreeret til legendariske Mary Garden, en af sin tids største femmes fatales, »operaens svar på Sarah Bernhardt«. Om spinkle Jenny Daviet helt fylder den ud, er muligvis et spørgsmål om smag. Men hun synger den pænt.
Ligesom særligt Stephen Bronk som Arkel og Emma Lyrén som prinsemoderen Geneviève klarer det aldeles glimrende. Og husets orkester spiller den vanskelige musik både dygtigt og med sjæl.
Maurice Maeterlinck med det tekstlige forlæg skulle siden få Nobelprisen for sin indsats. Dramaet forbliver ikke desto mindre en smule uklart – også i Malmøs udgave:
Hvorfor lyver Mélisande om sine følelser for Pelléas?
Hvorfor sender Golaud sin kone ud i nattens mulm efter den tabte ring?
Og hvad er der egentlig i vejen med den unge skovnymfe helt fra begyndelsen?
Opsætningen i det uhyrligt smukke musikteater holder sig på den anden side dybt loyal over for historiens symbolistiske karakter. Symbolisterne på Maeterlincks tid var ikke så optagede af logik i almindelig forstand. De beskriver ikke vores handlinger – snarere den virkning, de får på andre. Altså mindre årsag og mere konsekvens. Forestillingen i Malmø virker altså også i den retning uhyre vellykket.
En dyb og tankevækkende forestilling
Hvad man ikke skal forvente, er en aften med letkøbt underholdning.
»Pelléas et Mélisande« forbliver et ret så dystert drama fra sindets bagkroge og kønnenes understrømme. Og musikken forbliver en af alle tiders mest kompromisløse og største udfordring for billetsælgere bag luger verden over: At skabe en opera for voksne mennesker har sin pris. Ikke så få tilhørere ved Malmøs premiere gik endda i pausen.
Men at blive siddende og lytte og mærke lønner sig. »Pelléas et Mélisande« er på alle måder dyb og tankevækkende forestilling.
Et svensk provinsteater har endnu en gang vist sig som huset, der kan det dobbelte for det halve.
Hvem: Diverse solister samt Malmø Operaorkester under ledelse af Maxime Pascal. Instruktion ved Benjamin Lazar. Scenografi ved Adeline Caron
Hvad: »Pelléas et Mélisande« af Claude Debussy og Maurice Maeterlinck
Hvor: Malmø Opera. Spiller til 4. juni
