Virkelig? Er det en joke? De mest konservative Roskilde-purister vil givetvis rynke på næsen og mene, at det var helt i skoven at smide comedy-kultbandet Tenacoius D ind på den legendariske Orange scene torsdag. Og så endda i noget nær den bedste festivalsendetid.
Hvorfor dog bruge tid og ressourcer på at hyre et glorificeret pruttepude-skolekomedie-orkester bestående af to midaldrende og småtykke amerikanere, hvoraf den ene er en kronisk-hysterisk Hollywoodstjerne, mens den anden er en dude med vigende hårgrænse og bedstemorbriller, som ligner en fyr, der kunne finde på at stå og sælge spraglede hacky sacks på Venice Beach i en batiktrøje? Ja, hvorfor egentlig? Jo, det skal jeg fortælle dig, kære læser.
For det første fordi det hele ikke altid behøver at være så skide seriøst, selvsmagende og intellektualiseret. Der skal være plads til lidt musikalsk fjolleri og overgearet mandehørm fra tid til anden. Et pusterum midt i al den alvor.
For det andet fordi, at makkerparret Jack Black og Kyle Gass aka Tenacious D og deres backingband både var temmelig gode til at smelte deres komiske talent sammen med deres glødende passion for at hylde den gode gammeldags rockmusik samt til at samle publikumsmasserne og sende dem op i det rødglødende felt foran den store scene. The D, som de kalder sig, holder helt basalt af at underholde. De formår at skabe en stemning, der kan få smil og luftguitaren frem i de fleste drengerøve (m/k).
Bromance-heavyrocksatire
Skønt at høre eller se på var det langt fra hele vejen igennem. Ikke alle gakkede indslag gik rent ind. Slet ikke. Men når duoens metaladede bromance-heavyrocksatire fungerede optimalt, så var den altså en pokkers effektiv homage til djævelens musik og alle dens lyksaligheder. Rockgakkelakken sad i skabet på den røvballe-lirrede »Beelzeboss (The Final Showdown)«, hvor Fanden kom på gæstevisit til en rock off, blot for at få sin mås serveret på et sølvfad af rockduel-matchvinderne Black og Gass.
Ligeledes var sci-fi-nørderiet i »Deth Star«, heavy metal-kærlighedserklæringerne i »The Metal, »Dio« og den superhelte/skurke-inspirerede bandskabelsesberetning »Wonderboy« samt ikke mindst signatursangen »Tribute« bundsolide humørbomber. Når der var bedst var det en hyldest. Til rocken, dens viltre natur og livsgivende kraft. Tenacious D griner af hårdrocken og alle dens klicheer, men samtidig elsker de den selv uden forbehold.
Humor er jo som bekendt en svær ting at enes om. Så hvorvidt man nød Tenacious D handler helt grundlæggende om hvorvidt man køber ind på præmissen. Det gjorde jeg, så for mig lyder svaret på det indledende spørgsmål: Ja, det var en joke. Men en relativt fniseværdig og knuselskeligt rockende én. Det er helt ok at skrue lidt op for idiot-knappen i nakken engang imellem. Flere burde måske unde sig selv at prøve det?
Hvem: Tenacious D
Hvor: Roskilde Festival, Orange, torsdag.
Hør Tenacious D's livealbum her:
