Når man overværer amerikanske St. Vincent spinde snirklet guitarsolo efter solo, omdanne pauserne mellem numre til små poesi sessions og blive båret ind på Arena på en hjemmelavet hospitalsseng, kan man kalde det prætentiøst, skabet eller det der er værre. Jeg vil kalde det et afsindigt underholdende rockshow af den sjældne slags.
Meget passende for en næsten skræmmende veltilrettelagt koncert var det en robot-stemme der introducerede koncerten med en bønfaldelse: Ville publikum venligst undlade at forevige koncerten digitalt?
Selvom ikke alle adlød robot-stemmen (der påstod at tilhøre St. Vincent) lykkedes det dog den musikeren at få mange af sine vidner til at afgive deres fulde opmærksomhed til hende og bandet. Noget af en bedrift i vores digitalt distræte tidsalder.
Men det var også svært ikke at blive tryllebundet af St. Vincents futuristisk rockende sange og i særdeleshed af hendes eminente guitarspil. Hun leverede bastante riffs (»Regret«, »Your Lips Are Red« m.fl.), savtakkede figurer (»Birth in Reverse«), soli med imponerende melodiøs præcision (stort set alle sange) og dét ofte uden at fortrække en mine.
Digteren Emily Dickinson sagde engang, at hun vidste noget var poesi hvis det føltes som om hendes hoved var blevet revet af. Nogenlunde sådan føltes det også i de bedste øjeblikke under St. Vincents koncert.
Længe leve alter ego’et
Hvad der også hjalp oplevelsen hæve sig langt over den gængse rockkoncert hjalp var omhyggeligheden af St. Vincents performance. For bevares, man fik teatralske tiltag for alle pengene når St. Vincent og guitaristen Ai i sorte, hullede bodysuits trippede rundt på tåspidserne og skar luften i skiver med deres stive, synkrone robot-moves.
Selv hendes snak med publikum imellem pauserne var egentlig snarere nøje udfærdigede smådigte, heriblandt beskrivelsen af barnet, der ville skabe sine egne vinger ud af pizza-bokse. Det var så også en måde at forberede publikum på »Digital Witness«s brummende synth-blæsere.
Men hvad med kvinden bag St. Vincent, ville nogle måske indvende. Bliver det ikke lidt køligt i længden når masken aldrig falder? Det svarer lidt at prikke Ziggy Stardust på skulderen og spørge om David Bowie er hjemme. På intet tidspunkt savnede jeg Annie Clark.
Der manglede bestemt heller ikke nærvær mod slutningen, hvor St. Vincent, efter at have sunget vuggevise fra ‘hospitals-sengekanten’, steg ned fra scenen, gav slip på hendes anden stemme, guitaren, og lod den gå på rundtur blandt publikum.
Til gengæld stjal St. Vincent en krone af pangfarvede ballondyr fra én blandt publikum og iførte sig den. I øjeblikket mistænkte jeg St. Vincent for at have bestukket koncertgængeren til at have kronen parat. Det virkede næsten for perfekt til troldkvinden fra Tulsa, der uden tvivl har foreviget koncerten i en del hukommelser.
Hvem: St. Vincent
Hvor: Roskilde Festival, Arena, torsdag
