Rangleklods’ elektronik smeltede i solen

Den roste danske duo kæmpede fredag eftermiddag forgæves med at omdanne den åbne Apollo-scene til en dunkel natklub.

ccc Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Det var lidt af en opgave, Roskildes bookere havde sat Rangleklods på tidligt fredag eftermiddag. For den danske duo bestående af Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen laver dunkel elektronisk musik, der helt klart tager sig bedst ud på en natklub. Eller i det mindste under en mørk teltdug som under duoens stærke eftermiddagskoncert på den hedengangne Cosmopol-scene for tre år siden.

Men fredag eftermiddag var de placeret på Apollo-scenen. Under åben himmel. Og med en glohed sol bankende ubarmhjertigt ned i hovedet på det storsvedende publikum. Det var med andre ord op ad bakke fra starten af.

Men Rangleklods bar os selv deres del af skylden for, at koncerten aldrig for alvor kom op i de omdrejninger, man kunne have håbet på. Og det var en skam, for med sangene fra dette års glimrende nye album, »Straitjacket«, var der ellers lagt i ovnen til en potentielt stor oplevelse.

Men især i koncertens første halve time evnede duoen slet ikke at komme ud over scenekanten. Setuppet virkede ganske enkelt for skrabet. Flere gange stod Pernille Smith-Sivertsen og tjattede ligegyldigt til en tambourin eller et drumpad på 2. og 4. taktslag, selvom det, vi hørte komme ud af højtalerne, ofte var ret komplekst og med mange lag af maskinelt processeret lyd.

Stærk afslutning

Man savnede i den grad både underholdning og en bedre forbindelse mellem det, vi så, og det vi hørte. Og det kom der da heldigvis også i anden halvdel af koncerten, hvor den i øvrigt velsyngende maskinmester Esben Nørskov Andersen blandt andet loopede sin egen stemme i flere lag og senere manipulerede hele tracket ved hjælp af en specialbygget bevægelsessensor.

Da Rangleklods hen mod slutningen samtidig bevægede sig over i den mere hårdtpumpede del af repertoiret, begyndte man omsider at glemme solen for en stund og give sig hen. Og så hjalp det bestemt også på det, at de lukkede koncerten med to af deres mest poppede stunder i form af de stensikre singler »Lost U« og »Young And Dumb«.

Det var en stærk afslutning. Men den kunne alligevel ikke slette mindet om den alt for sløv start.

Hvad: Rangleklods
Hvor: Apollo, Roskilde Festival, fredag