»Where Were You While We We’re Getting High?« sang Noel Gallagher i 90er-klassikeren »Champagne Supernova«. Svaret er vel, at cirka halvdelen af publikum på Arena, hyggede sig i vuggestuen, skolefritidsordningen eller var måske endda endnu blot var en strøtanke i deres forældres hoveder tilbage i 1995. Dengang den ældste af de snotnæsede Gallagher-brødre, snortede coke og lagde verden ned med Manchester-arbejderklasseheltene Oasis. Det er tyve år siden. I dag har han skiftet coke og whisky ud med kildevand. Ak ja, som tiden går.
Men selvom britpop-bølgen for længst er slut, den vilde ungdom forbi, Oasis kuldsejlet og de mest kreative boblende år bag ham, kan den 48-årige traditionalist stadig strikke en gedigen guitarfest sammen med nostalgien, sit lune gemyt og sine umoderne, men bundsolide sange som lim.
Working Class Hero
For man skal bestemt ikke undervurdere nostalgiens kraft, når Noel Gallagher går på scenen med sine velspillende High Flying Birds. Han ved hvad folk vil ha’. Sumpet, klassisk ærkebritisk rock og rul uden svinkeærinder. Straight forward farmandsrock med masser af guitarbredsider. Sange, man kan skråle med på nede på pubben eller på stadion. Sange, der går mere i hjertet end i hjernen. Fuck filosofi. It’s only rock n’ roll. Ikke akademia.
Og han har forsat sine die hard-tilbedere. En flok forrest blandt publikum stod med et skilt, hvorpå der stod »Who The Fuck Is Man U?«. En gestus, der bragte det store smil frem hos City-tilhængeren Noel. For altid Working Class Hero. Også med arabiske milliarder i portemonnæen.
Og gode sange, formår han stadig at mejsle fra tid til anden. Også uden brormand Liam. Vi fik flere af dem, hvor no bull-tramperen »Everybody’s On The Run«, den hypermelodiske »In The Heat Of The Moment« med blæserakkompagnement og den sammenbidte »Riverman« tog sig glimrende ud.
Men det var nu Oasis-klassikerne, der trak det største læs. Førnævnte »Champagne Supernova« fik vi i et mere akustisk arrangement. Noel har ikke lillebror Liams snerrende bid, men han slap nu pænt afsted med den alligevel. »Digsy’s Diner« var en koncist boogierockende roundabout. Den godmodige optimismehymne »Whatever« kørte i smukke cirkler og »The Masterplan« stod fortsat knivskarpt som et stort og dramatisk stadionrockkvad.
Ja, på den forudsigelige, men usvigeligt skridsikre lukker »Don’t Look Back In Anger« behøvede Noel nærmest ikke at åbne munden. Den havde publikum totalt styr på. For er der noget, som kan forstå sig på hinanden, ja så er det altså fortiden og Noel Gallagher.
Hvem: Noel Gallagher’s High Flying Birds
Hvor: Roskilde Festival, Arena, onsdag.
Hør Noel Gallaghers nyeste album her:
