H.U.G.’sk popmagi

Popauteuren Lars H.U.G. serverede dansk popmagi af tidløst snit og lidt Kliché-nostalgi ved sin overbevisende koncert på Arena fredag aften.

Lars H.U.G - Special Show på Arena. Fredag d. 03/06-2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Salig Formand Mao fik de sidste ord. »Folket og kun folket er skabelsen af verdenshistorien«. På den note sluttede den danske popauteur Lars H.U.G. sin fabelagtige koncert på Arena-scenen tidlig fredag aften. En koncert, der var en rejse tilbage i tiden. Ikke blot til den kinesiske leders tid, men meget vigtigere, en rejse tilbage til H.U.G.’s fortid som frontmand for suveræne Kliché – et af dansk musikhistories vigtigste orkestre. Spørg blot TV-2, Nephew, The Minds Of 99 osv.

Koncerten var annonceret som et »special show«, så man havde på fornemmelsen, at der ville ske noget særligt. Og det gjorde der.

Den aarhusianske popveteran elsker nemlig stadig uniformer. Hans velspillende orkester – inklusiv superguitaristen Peter Peter Schneidermann – var alle klædt i hvide kedeldragter med selvlysende refleksbånd. Der var gule kraner, trykluftsbor, vinkelslibere. Maskinparken var medbragt. En tydelig reference til sangerens forhenværende, legendariske og konceptprægede orkester.

Der var blevet gisnet om en decideret Kliché-reunion, men det var dog ikke tilfældet. Men vi fik en række af de stærke sange fra dengang serveret overbevisende. Genialiteter som »Havets Blå«, »Okay Okay Boys« og naturligvis de to før referencerede klassikere »Militskvinder« og »Masselinjen«. Begge med tekster af Formand Mao. Stærke genhør. Ikke mindst grundet Schneidermanns kantede, uforsonlige og opfindsomme strengeleg.

Tidløst snit
Hovedpersonen var i sit drilske es. Veloplagt. Han snurrede omkring sig selv. Skar grimasser. Masser af kokette bevægelser. Men vigtigst af alt. Stemmen med de karakteristiske knæk var intakt. Og sangene funklede fortsat. Nogle mere end andre.

Kliché-numrene og dem fra den tidlige del af solokarrieren stod skarpest. »Lille Natsværmer«, »Kysser Himlen Farvel« og naturligvis den kærlighedssyge eviggrønne »Elsker Dig For Evigt« gik rent ind. Det er dansk popmagi af tidløst snit.

Mindre besættende var det, da H.U.G. inviterede popalfen Oh Land på scenen. Gæstevisittet havde ikke den store effekt. Ligeledes var det lidt af et knæfald, da en ung fyr kom ind og beatboxede på den ellers flotte fortolkning af John Mogensens »Så Længe Jeg Lever«. Og så var det topsyret, da bandet mashede »Bravo Charlie« op med strofer fra danske popevergreens af TV-2, Gnags, C.V. Jørgensen, Nephew, Dodo & The Dodos og Gasolin. Et par lidt skæve og fjollede hurlumhejindslag under en ellers fantastisk koncert.

Men sådan er det med H.U.G.. Han vover pelsen og er ikke bange for at presse citronen til det yderste, så han af og til balancerer faretruende tæt på kanten til det joviale og kitschede. Han formår dog oftest at slippe afsted med det. Fordi han kan.

Hvem: Lars H.U.G.
Hvor: Roskilde Festival, Arena, fredag.

Hør Lars H.U.G.'s største sange her: