Lad os bare være ærlige: For mange troende medlemmer af Bob Dylan-kirken™ udløser det pr. automatik seks stjerner, når ypperstepræsten kalder til messe. Bare det at han står deroppe på scenen med hele sin mytologiske aura, båret ind på historiens vingesus, klar til endnu engang at prædike sin gospel, er som musikalsk manna fra himlen for disciplene.
Billedet er selvfølgelig fortegnet. Men der er noget om snakken. Hvordan forklarer man ellers, at så mange mennesker gang på gang glædeligt betaler herostratiske summer for at høre dette gamle vindblæste træ stå og knirke? Og tilmed mere og mere besværet for hver årering, der tilføres den barkede stamme?
Ja, undskyld mig, men som jeg sidder i Falconer Salen torsdag aften og bevidner første del af His Bobness’ koncert, hæfter jeg mig mest af alt ved tre ting: 1) Det lyder virkelig ikke godt, når han står deroppe og bræger. 2) Det er umuligt at dechifrere, hvad han synger. 3) Manden er totalt stillestående og charmeforladt.
Til det vil disciplene svare: »Men det er jo Bob Dylan! Sådan er han bare. Det er jo det, der gør ham så cool.« Nej. Det er det ikke. Det er det, der - når han er værst - gør ham til en uformående og kedelig performer. Og sådan var indtrykket i hvert fald i første del af koncerten, der bl.a. bød på en række adstadigt tøffende versioner af nyere sange som »Things Have Changed« og »Beyond Here Lies Nothing«. Spillet frem af hans kompetent kedelige band som en smagfuld simreret lavet på seje lunser af country, blues og de forhåndenværende roots-krydderier.
En lille revolution i Dylan-land
Man må til gengæld give ham, at han ikke leflede for de, der var kommet for at høre ham spille klassikerne. Jo, i løbet af aftenens to sæt vi fik da fine versioner af både »Tangled Up In Blue« og »Blowin’ In The Wind«. Men det var nærmest også det. Resten var af nyere dato. Og det vidner trods alt om en mand, der i sit 75. leveår stadig insisterer på ikke lyde som en plade, der er gået i hak.
Det gør han nu ofte alligevel - også selvom numrene er nye. Derfor var det også lidt af en revolution i Dylan-land, da han tidligere på året udgav »Shadows In The Night« - et blåtonet og småjazzet cover-album, hvor han croonede sig rustent igennem en række store Frank Sinatra-kærlighedssange. På papiret lyder det måske ikke så godt, men både på plade og denne aften i Falconer Salen fik det rent faktisk Dylan til at vise nye sider af sig selv. Og det er alt andet lige ikke en selvfølge så langt inde i karrieren.
Men det var altså netop på numre som »I’m A Fool To Want You« (sang han i virkeligheden til publikum?), »Why Try To Change Me Now?« og en veltimet »Autumn Leaves«, at Dylan tog stikket hjem. Her sang han rent faktisk. Man kunne høre ordene, og det klædte ham at skulle op og hente nogle toner, han ikke har rakt ud efter i årevis. Hvem skulle lige have troet, at der skulle en bunke sentimentale Sinatra-sange til at blødgøre Dylan?
Men sådan blev det altså. Og således fik disciplene endnu en luns til de rituelle diskussioner af de mindste forskydninger i den løbende saga om Bob Dylan. For os andre var det ikke videre ophidsende. Men Bob og menigheden er ligeglade. Han kommer alligevel nok snart igen. Og det samme gør de.
Hvad: Bob Dylan
Hvor: Falconer Salen, torsdag
