Et stykke musik handler aldrig om noget.
Det kan sagtens bygge på en større historie. Men når først musikken spiller, står tonerne underligt alene. Lydene får deres eget liv og egen logik – hvilket selv de bedste programnoter ikke kan lave om på.
Programmet i DR Koncerthuset denne uge er et godt eksempel: Fire stort anlagte værker for stort orkester. To af dem med handling, to af dem uden. Det hele dirigeret af en fredsommelig og måske lidt uengagerende franskmand ved navn François-Xavier Roth.
Tænker man nogensinde på handlingen? Ikke et sekund.
Man sidder med scenen fuld af DR SymfoniOrkestrets vidunderlige musikere og forventer virkninger nu og her.
Og konklusionen efter to en halv time i selskab med tyskeren Richard Strauss’ og franskmandens Maurice Ravels musik er ikke overraskende: At musik med handling kan gøre det svært for sig selv. Hvorimod musik uden handling kan fortælle en hel masse.
»Macbeth« af Strauss bevæger sig for eksempel uden mål og med. Lytteren sidder lettere desorienteret undervejs og tænker: Hvorfor skal vi høre den eller den melodi lige nu?
På den anden side: At høre sjældne værker er altid spændende. Ens opmærksomhed bliver sulten og strammes lige den tand ekstra.
Og lige præcis Richard Strauss kan altid noget med orkestret. Man hører igen og igen virkninger, der af én eller anden grund virker som første gang. Som når slagtøjet bruger en overraskende kølle på en velkendt instrument eller omvendt. Det er sjovt!
Sympatisk vanvid
Ind med aftenens solist: Kirill Gerstein. Den russiskfødte klavervirtuos viser sig hurtigt som en vanvittig virtuos og dybt sympatisk herre. På en måde som arrangementets største garant for musik overhovedet. Han er fantastisk.
Først i den lidt for lange »Burleske« af Strauss. En ven af komponisten hørte værket som »nonsens«. Vennen skulle senere fortryde og kalde den »forfærdelig« i stedet for.
Han havde lidt ret. Men når man hører Kirill Gerstein ved tangenterne, tænker man slet ikke over det. For russerens klang på klaveret er uendelig blød og overgås kun af hans endeløse nærvær i salen.
Og efter pausen Maurice Ravels ufatteligt vellykkede koncert for klaver og orkester fra 1930 – vel at mærke for énarmet pianist!
Værket blev til på opfordring af Paul Wittgenstein: Han havde mistet sin højre arm i Første Verdenskrig, men gad da ikke stoppe karrieren af den grund. Så han fik bestilt en masse musik hos tidens komponister for venstre hånd alene.
Hvad gør Ravels værk til noget særligt? Man opdager det først i selskab med DR SymfoniOrkestret og Kirill Gerstein:
Svaret er den mørke, Ravel lægger i sin musik. Andre komponister ser pianistens manglende højrearm som en forhindring. De skriver noget, der skal illudere en toarmet pianist – så man ligesom ikke skal savne den anden halvdel.
Ravel gør det modsatte. Hans værk begynder og ender i det allerdybeste. Både det dybeste i lydmæssig og psykologisk forstand. Man hører musik for en ulykkesramt pianist og manes til eftertanker om en ulykkesramt verden. Som når jazzede stemninger hvert andet øjeblik afbrydes af toner fra katolikkernes dødsomhandlende Dies Irae.
Da solisten spiller et ekstranummer af Felix Blumenfeld, er man så tilbage i det med illusionen. Musikken er i runde tal den vildeste for venstre hånd nogensinde. En anden ville aldrig få lært så meget som et minut af den musik – om man så havde tre hænder.
Magien i Ravels værk slår ikke desto mindre alt. Det var den, der gjorde aftenen i DR Koncerthuset til noget særligt.
Altså ikke slutnummeret i form af Strauss’ højt elskede »Also Sprach Zarathustra«?
Ikke sådan for alvor. Værket har altid været stærkest i de første to minutter - kendt fra »Rumrejsen år 2001« og diverse shows med videre. Men det taber højde straks efter og forbliver nede resten af tiden. Ikke engang åbningsideen vender flot tilbage.
Og både blæserne af træ og messing spiller småfalsk af og til, gjorde det i hvert fald i fredags – også ud over det rimelige. Men grunden er jo nok det kæmpestore program. Folk har virkelig haft travlt efter påsken.
Salens lyttere rejser sig mange gang sådan en aften. Det blev til hele tre stående ovationer alene i fredags. En smule overdrevet, kan man mene -– men jo dybest set også udtryk for elementær bevægelse over den klingende virkelighed. Vi får de flotte toner spillet af levende mennesker. Nu og her.
Men når man går ud i foråret bagefter? Det er en enestående personlighed ved klaveret, der bliver hængende i erindringen.
Hent denne Kirill Gerstein tilbage. Snarest, tak!
Hvem: DR SymfoniOrkestret med François-Xavier Roth og Kirill Gerstein
Hvad: Venstrehåndskoncerten af Ravel samt »Macbeth«, »Burleske« og »Also Sprach Zarathustra« af Richard Strauss
Hvor: DR Koncerthuset fredag, spilles også lørdag. Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2
