Det var svært ikke at bemærke symbolikken, da D’Angelo onsdag aften lod et edderspændt publikum i vente i godt halvanden time, før han endelig gik på scenen. Det der med at vente på D’Angelo er nemlig en stor del af historien om den amerikanske soul-mand. 14 år skulle der gå fra han udgav neo-soul-mesterværket »Voodoo«, til han i december sidste år omsider vendte tilbage med sit tredje album, »Black Messiah«.
Men D’Angelo er værd at vente på. Det beviste han med »Black Messiah«, og det beviste han i særdeleshed også denne aften i Falconer Salen. For da han endelig gik på scenen, stod det også hurtigt klart, at han i den grad var kommet for at prædike sin gospel for os. På den mest forførende og musikalsk overlegne vis.
For manner hvor var den 41-årige amerikaner tændt og opsat på leve op til løftet om den sorte Messias’ genkomst. De store mængder sprut og stoffer, han efter sigende skulle have muntret sig med under sin lange pause, har bestemt sat sine spor - han er en del rundere og ældre at se på end dengang, han gav den som neo-soulens førsteelsker - men Stemmen har han stadig.
Og så har han Bandet. The Vanguard hedder de. Et fantastisk alsidigt og frækt svingende ensemble forankret i den ranglede bassist Pino Palladino. Sammen med D’Angelo spillede de sig fornemt ind og ud af et flot sammensat sæt, der godt nok startede en anelse rodet med nye knudrede numre som »1000 Deaths« og »Ain’t That Easy«, men som hurtigt kom på rette spor, da de kort efter hev gamle groovy sager som »Feel Like Makin’ Love« og »Brown Sugar« op af hatten. Og strak dem ud i nogle blærede, lange forløb.
»There’s gonna be a party today,« lød en af linjerne. Og så stod hele Falconer Salen ellers og groovede hårdere end på nogen anden onsdag i mands minde. Klappede og stemte i på D’Angelos tilnærmelser. Og trippede frækt til »Sugah Daddy«s jazzede listefødder og blærede James Brown-markeringer.
Det var på mange måder en aften for feinschmeckerne. D’Angelo og The Vanguard lå ofte så langt tilbage på groovet, at det flere gange var ved at sprænge. Men det gjorde det aldrig. Det var løst og stramt på samme tid. Det fik lov til at ånde. Og lige netop i det spændingsfelt fandt de deres helt egen, dybe, tidsudstrukne funk. Som satte lænder i brand og masserede os støt mod den rene musikalske ekstase.
Publikum deltes i to
Det skal dog siges, at det ikke var alle i salen, der lod til at føle det. Der var dem, der som undertegnede var helt blæst væk af den musikalske opvisning på scenen. Og så var der en større gruppe, der efter de første fem kvarter åbenbart hellere ville hjem og knalde brikker ovenpå den forsinkede start.
Så da D’Angelo endelig kastede sig over ekstranumrene var der tyndet godt ud i salen. En skam. For det var virkelig godt. Og det var her, vi fik kronen på værket i form af den pivfrække signaturballade »Untitled (How Does It Feel)«, der ikke efterlod et øje tørt. Eller en trusse for den sags skyld.
Det var store sager, der samtidig fik én til at ærgre sig. Dels over at D’Angelo skød sig selv i foden ved at gå så sent på. For flere burde have fået den fulde oplevelse. Og i det større billede over, at han har været væk så længe.
Han har i den grad været savnet.
Hvem: D’Angelo
Hvor: Falconer Salen, onsdag
