»Man kan ikke råbe sig til en god klang,« hedder interviewet i Tivolis programbog.
En flot erfaring! Og den siger meget om Michael Schønwandt som dirigent: Han er ikke dominerende eller manieret som visse andre – bare sød og super dygtig.
Nå, ja. Hans fødselsdagskoncert i Konservatoriets Koncertsal begynder vel ikke for godt. Richard Strauss’ værk om gøgleren »Till Eulenspiegel« lyder lige et nummer for anderledes den aften:
Soloer kommer kun lige i gang, store steder virker hullede, mørtel falder bestandig ud af fugerne og truer hele huset efterhånden.
Kun den store form er i orden. Michael Schønwandt gemmer det kraftigste til sidst – landets dygtigste dirigent har altid haft styr på sådan noget.
Værket bagefter? At lade en sangerinde give »Bella mia fiamma« af Mozart midt i det hele er et lidt gammeldags træk. Men i virkeligheden et helt rigtigt træk, viser det sig.
For unge Dénise Beck er en af Schønwandts protegéer og skal jo alligevel være med i Mahlers symfoni efter pausen.
Hendes solosang bliver meget mere end det forhåndenværende søm:
At opleve Dénise i den kongeblå kjole plus strålende sten og matchende diadem bliver et gyldent øjeblik. Man får ikke bare en arie, men en scene med hele udtrækket af følelser. Tilpas varieret i lyden, endnu mere suverænt i teksten og det visuelle udtryk.
Og hvis det store værk klatter lidt før pausen, forstår man hurtigt hvorfor:
Overvældende 60 års-fejring
Da det danske podienavn debuterede i 1977, var det foran Tivolis Symfoniorkester og med Mahlers fjerde symfoni på programmet.
Så han skal selvfølgelig fejre sin fødselsdag på samme måde. Og værket har selvfølgelig fået det meste af prøvetiden.
Det ender som en overvældende fejring. Tænk at Michael Schønwandt er så god! Og at Tivolis Symfoniorkster åbenbart er det!
Optakten kommer bag på alle: Michael Schønwandt valser ind fra venstre, Dénise Beck lister ydmygt ind fra højre – men musikerne har ikke fået stemt endnu ...
En meget usædvanlig misforståelse. I alle andre tilfælde uprofessionelt.
Men hvad sker der! Orkestret får det klaret i en fart. Aftnens fødselar ser komikken og nikker som en censor ved eksamen.
En halvstor misforståelse er på ingen tid vendt til noget sjovt. Hvilken skøn forening af uhøjtidelighed og rutine. Klasse, klasse.
Fabio Luisi dirigerede nøjagtig samme værk i DR Koncerthuset sidste torsdag. Oplevelsen med Tivolis orkester og Schønwandt er meget anderledes. Hvilket kunne være ret ligegyldigt, hvis ikke forskellen ikke var så sigende:
Schønwandt kan noget, ikke engang en Fabio Luisi evner. Noget med at give det enkelte øjeblik karakter: Hører vi blæserne i en lille menuet her? Eller er det en ländler? Måske en tysk vuggevise?
Tivolis Symfoniorkester har vel også for få strygere til sådan et værk. Men hvis alle kan deres kram, overlever man nok. Alle kan krammet den torsdag.
Orkestret ejer også et underholdende element, en ekstra farve på paletten sommetider, en særlig livfuld side.
DR SymfoniOrkestret gjorde symfonien til et uforglemmeligt mareridt i sidste uge. Tivolis Symfoniorkester og Michael Schønwandt spiller den snarere som ... en drøm.
Sjovt det ene sted, syndigt smukt det andet, næsten ubærligt bevægende i den langsomme tredjesats.
Glimrende overgange. Underskøn indsats fra Dénise Becks side – hun rammer stilen renere end kollegaen i sidste uge. Og pludselig fornemmelser af sammenhæng i Mahlers musik: Linjen fra sangene i hans unge år til dødsangsten i de senere.
Tak for musikken og hjertelig tillykke.
Hvem: Tivolis Symfoniorkester med Michael Schønwandt og Dénise Beck.
Hvad: »Till Eulenspiegel« af R. Strauss, koncertarie af Mozart og Mahlers 4. symfoni.
Hvor: Konservatoriets Koncertsal, torsdag. Sendes på P2 tors. 12. sept. kl. 19.20.
