Ganske ofte er amerikanske independent-film om teenagere præget af en voldsom lyst til at lege med formen. En lyst, der godt kan tage opmærksomhed fra indholdet. Sådan begynder Alfons Gomez-Rejons »Me and Earl and the Dying Girl« også, men i længden bliver det heldigvis til en fin, sart og rørende oplevelse, der er melankolsk, men som også bobler of overskud og til dels gør det på grund af formeksperimenterne.
Rachel har fået konstateret leukæmi, og Gregs mor presser ham til at byde sig til som en ven i nøden, selv om han kun kender pigen perifert. Greg er en vidende nørd uden selvtillid, med en passion for at lave små mærkelige film, der sender hilsner til de store klassikere. Rachel kan lide den akavede dreng mere og mere, men bliver samtidig stadigt mere syg. Til musik af Brian Eno er vi vidner til Gregs finurlige tirader og Rachels sødme. Det er teenagestemning ramt på kornet, med det naturligt akavede i centrum. Samtidig har filmen noget, der på tværs af alle genrere er helt sjældent: En dybt original slutning, der også er meget tilfredsstillende, fordi den er helt i tråd med den gavmilde oplevelse, som filmen i det hele taget er.
Hvad: Me and Earl and the Dying Girl.
Hvem: Instruktør: Alfonso Gomez-Rejon. Medvirkende: Thomas Mann, RJ Cyler, Olivia Cooke.
Hvor: Premiere i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Kolding og Struer.
