Der er en scene i Ridley Scotts »The Martian«, hvor filmen for alvor får lift-off: Det er en montage af småscener, der skildrer astronauternes vægtløse hverdag i rummet, alt imens David Bowies sørgmuntre sang »Starman« brager ud på lydsporet.
Sangens smukke linje om stjernemanden, der venter i himlen, opsummerer stort set både tonen og hele handlingstråden i filmen, der er en meget vellykket filmatisering af Andy Weirs videnskabeligt anlagte, og indimellem knastørre, roman af samme navn.
Præmissen for handlingen bliver etableret på ganske få minutter. På en bemandet mission til Mars opstår en voldsom storm, der truer med at vælte den raket, der skal bringe astronauterne tilbage til Jorden. Rumskibskaptajn Lewis, der spilles med autoritet af den ikke desto mindre alt for unge Jessica Chastain, er nødt til at trykke på affyringsknappen på trods af missionens botaniker, Mark Watney (Matt Damon), ligger døende et sted ude i stormen, ramt af et flyvende stykke antenne.
Men Watney er ikke død. Og da det går op for ham, at han er blevet efterladt alene på den røde planet, gør han ikke det ethvert normalt menneske ville gøre, nemlig at blive sindssyg. I stedet mobiliserer han al den videnskab, han kender til, for at overleve de år, der må gå før Jorden kan sende en redningsraket ud til ham. »I’ll science the shit out of this,« siger han med en uoversættelig replik i en af de video-dagbøger han indspiller, så at eftertiden (og filmens publikum) kan følge med i hans ensomme anstrengelser. Og videnskab får han brug for, for der er hverken mad, vand eller ilt nok på hans planet til at holde ham gående tilstrækkeligt længe.
Kommunikation til Jorden
Denne rum-robinsonade får et nyt perspektiv, da det lykkes Mark at etablere en skrøbelig kommunikationslinje til Jorden, hvor NASA pludselig må omtænke hele sin strategi for at få Watney hjem i live, alt imens Jordens befolkning spændt ser til. Jeff Daniels gentager næsten sin rolle fra TV-serien »Newsroom« som NASA-direktøren, der må balancere risikovurderinger og PR-katastrofer. Både han og de øvrige medlemmer af jordpersonellet får heldigvis mere dialog og karakter at arbejde med, end der er normalen i denne type film.
En af de usædvanlige og opløftende kvaliteter i »The Martian« er dens superoptimistiske tro på, at det nok skal gå, hvis bare vi tager os sammen og tager fat – den ånd, som amerikanere kalder gung-ho. Derved adskiller historien sig fra det meste science fiction, der hyppigt er dystopisk og defaitistisk, jævnfør bare Ridley Scotts egne kulsorte science fiction-film fra »Alien« og frem. Det er der gode grunde til, for de bedste historier handler om konflikt. Aldous Huxley skrev romanen »Ø«, der er et positivt spejlbillede af hans pessimistiske »Fagre nye verden«, men »Ø« er der ingen, der husker i dag. På den baggrund er det lidt af en præstation, at Ridley Scott har fået gjort »The Martian« så medrivende, som den er.
Den vigtige ingrediens er dog marsmanden selv, spillet af Matt Damon, der tilføjer historien den psykologiske dimension som er næsten fraværende i romanen. Selvom han har bogkarakterens handlekraft, er der et lurende mørke i hans øjne, der tilføjer filmen et velgørende skud rumprotein.
Hvad: »The Martian«.
Hvem: Af Ridley Scott. Medvirkende: Matt Damon og Jessica Chastain.
Hvor: I biografer over hele landet.
