Skuespillere tæt på at drukne i storfilm

James Camerons ”Titanic” lagde gaderne øde, da den fik premiere for 20 år siden og nu har den repremiere. Manden bag filmen satsede alt på at skabe en spektakulær film. Også de medvirkendes helbred.

De fleste der gik i biografen på et tidspunkt i 1997 eller 1998, lod sig fange ind af kærlighedshistorien mellem Rose og Jack ombord på skibet Titanic, der stødte på et isbjerg på vej fra Southampton til New York.

Kate Winslet spillede Rose på 16 år, hvis mor havde arrangeret, at hun kunne gifte sig med en hovedrig mand, så familien kunne beholde sin position blandt de rige i samfundet. Jack Dawson havde vundet sin billet til tredje klasse i poker. Gavflaben var god til at tegne og levede sit liv, som han lystede, mens Rose var fanget i et gyldent bur på første klasse.

Da hun vil gøre en ende på det hele ved at hoppe i Atlanterhavet, bliver hun reddet af Jack, og en kærlighedsaffære af de mest populære i filmhistorien folder sig ud.

Stadig god balance

”Titanic” virker stadigvæk og derfor er den en nydelse at gense på et stort filmlærred. James Cameron veksler mellem at vise os det store skib i fuldt flor og lade os løbe rundt sammen med Rose og Jack, der efterhånden får det sådan, at de vil dø for hinanden.

Historien fortælles af Rose som 100-årig i en rammehistorie, hvor vi også ser undervandsbilleder fra Titanics skrog. Som Rose på et tidspunkt siger: ”Det er 84 år siden, men jeg kan stadig lugte den friske maling”. Skibet sank i 1912, og ud af lidt mere end 2200 passagerer, overlevede kun 700. Skibet havde nemlig ikke redningsbåde nok til alle passagerer og som Jack Dawson syrligt bemærker midt i tumulten: ”Musik at drukne til. Nu ved jeg, at jeg er på første klasse”.

På nær enkelte overflyvningsbilleder af skibsdækket hvor computeranimerede statister stavrer lidt stift rundt, imponerer filmens stadig med sit tekniske vingefang. Romantikken er spændt til bristepunktet og ekkoet af filmens titelsang, Celine Dions ”My Heart Will Go On”, truer med at sænke filmen, før isbjerget sænker Titanic, men Cameron holder balancen mellem den intime historie og den spektakulære ulykke.

Satte Schwarzenegger på plads

Et af filmens temaer er en diskussion ved rigmandsbordene om, hvor meget ”held” og det at være ”sin egen lykkes smed” betyder her i livet. Den diskussion kunne man også tage om instruktør James Cameron, hvis liv i Hollywood har været en stor voldsom satsning.

James Cameron fik lyst til at lave film, da han som ung så Stanley Kubricks ”Rumrejsen år 2001”. Han blev især fascineret af den tekniske side af filmmediet, og han satte sig for at lære det fra bunden. Han har selv formuleret sine prioriteter således: ”Det eneste jeg var interesseret i var visuelle effekter. Jeg vidste ikke hvem Humphrey Bogart var”.

Til at begynde med lavede Cameron da også billige film hos B-filmkongen Roger Corman, men siden blev det til de to første ”Terminator”-film, undervandsgyseren ”Dybet” og ”Livsfarlig løgn”, før han gik i gang med ”Titanic”. Han er kendt for at være kompromisløs grænsende til det tyranniske på et filmset, så allerede på ”Terminator” blev en t-shirt med påskriften ”You Can’t Scare Me… I Work for James Cameron” populær blandt medarbejderne.

Der skulle en James Cameron til at sætte Arnold Schwarzenegger på plads. Den østrigske body-builder plejede ellers nok at få sin vilje, men da han en dag på ”Livsfarlig løgn” hang i kran højt oppe, og skulle på toilettet nægtede Cameron og kaldte den ellers hårdt arbejdende bodybuilder og skuespiller for ”uprofessionel”.

Et djævelsk jeg

James Cameron har ikke alene satset på at lave store film. Han har ofte også satset sin egen løn eller procenter af overskuddet, som han gjorde på ”Titanic”. Selv om Cameron fik succes med især ”Terminator 2”, nølede filmselskaberne i Hollywood nemlig, da han ville have dem med på at lave en film om Titanics skibsforlis med en Romeo og Julie historie ombord. Der skulle hele tre filmselskaber til at bakke op, før der blev givet grønt lys.

Filmen endte med at blive dyrere end ventet, og undervejs opgav Cameron sine egne procenter for at komme videre. Og ve den filmstudiechef der har besøgt Camerons filmset og tilladt sig at hæve øjenbrynene over, at tidsplanen var overskredet. De er blevet råbt ad og i enkelte tilfælde skubbet til. Da filmen blev en kæmpemæssig succes, gav man ham dog 100 mio. dollars som et plaster på såret.

Allerede før optagelserne af ”Titanic” havde James Camerons filmhold et øgenavn til instruktøren. James bliver til Jim på hverdagsamerikansk, stavet bagfra giver det ”Mij”. Et øgenavn for den djævelske karakter Cameron er på et filmset. Efter eget udsagn bliver han til en maskine, der bliver mere og mere ubehagelig efterhånden som indspilningerne skrider frem, fordi han føler sig mere og mere som en fiasko.

Winslet tæt på at drukne

Allerede under indspilningerne af ”Dybet” havde Ed Harris følt sig i fare, da de mange scener i og under vandet skulle indspilles. Det samme gjaldt Kate Winslet på ”Titanic”, der de sidste uger på filmen kun fik fire timers søvn. Hun ville bare ikke klage, fordi Cameron selv kun fik tre timer.

På et tidspunkt blev hun sluppet fri tre meter under vandet og skulle svømme op til overfladen, men måtte give op efter tre forsøg. Senere skulle hun sammen med Leonardo DiCaprio løbe rundt i skibsgangene på flugt fra vandmasserne og ende ved et gitter. Vandstanden skulle stige drastisk, inden de i sidste øjeblik fik låst sig ud. Det var dog lige ved at gå galt.

”En gang til” råbte Cameron. Winslet og DiCaprio løb frem mod gitteret, men hendes lange frakke blev viklet ind i det, og Winslet blev fanget under vandet, mens kameraerne stadig kørte. Hun kunne ikke få luft, men formåede dog lige at smyge sig ud af frakken i sidste øjeblik. Senere sagde hun i et interview:

”Jeg kunne ikke få vejret og jeg troede jeg ville eksplodere. For første gang på et filmset tænkte jeg, at jeg hellere ville hjem. Visse dage var det sådan, at jeg tænkte: ’Please God, lad mig dø’.”

Kate Winslet overlevede heldigvis, og ”Titanic” har omsat for knap 13,2 mia. kroner i verdens biografer. Kun en film har gjort det bedre, og det er James Camerons ”Avatar”, der stadig har verdensrekorden med en omsætning på 16,9 mia, kr. Cameron er i øjeblikket i gang med at indspille ”Avatar” nummer 2, 3, 4 og 5. Den første af filmene får premiere i 2020, men det er en helt anden historie.