Skuespiller: Holmes er hverken aseksuel eller homoseksuel

Den britiske Sherlock Holmes-skuespiller Benedict Cumberbatch tilbageviser de herskende teorier om superdetektivens seksualitet.

Benedict Cumberbatchs fremstilling af Sherlock Holmes har skaffet ham mange kvindelige fans, hvilket blandt andet fremgår af dette billede fra Madame Tussauds museum i London, hvor skuespillerens Holmes-karakter er genskabt i voks. Men Holmes selv er også lidt af en førsteelsker, mener Cumberbatch. Foto: AFP/Leon Neal  Fold sammen
Læs mere
Foto: LEON NEAL

Den tredje sæson af den meget populære britiske TV-serie »Sherlock«, der flytter historierne om superdetektiven Sherlock Holmes til nutiden, er forbi, og det er netop annonceret, at optagelserne til den næste sæson vil begynde i starten af det nye år.

I mellemtiden har den engelske udgave af modebladet Elle interviewet seriens hovedrolleindehaver Benedict Cumberbatch, og i en større del af interviewet har stjerneskuespilleren udfoldet en teori om den fiktive detektivs seksualliv.

Netop det emne har lige siden Conan Doyles dage været et hot diskussionsemne, men det lykkes Cumberbatch at udkaste et ny perspektiv, der helt tilbageviser den herskende anskuelse, der går på, at detektiven mest af alt er aseksuel.

»Holmes ved alt om kroppe,« siger Cumberbatch, der er meget uenig i seriens egne antydninger om, at detektiven både er jomfru og uinteresseret i sex.

Han afviser også fuldstændig Elle-journalistens formodning om, at Holmes sikkert er »elendig i sengen«, allerhøjst »teknisk tilstrækkelig«.

Benedict Cumberbatch mener, at Sherlock Homes ville forberede en elskovsakt med samme ihærdige grundighed som de mordsager han påtager sig. Han ville finde den bedst tænkelige præventionsmiddel, spise vitaminer, være udsovet og undlade at ryge og drikke for meget før stævnemødet.

Og den nutidige Sherlock ville tillige forberede sig ved at se pornofilm, mener Cumberbatch, der åbenbart mener, at det er fremmende for erotikken. Når Holmes så endelig kom i gang, ville han være »tilintetgørende«, siger Cumberbatch, hvilket i denne sammenhæng må formodes at være ment som en positiv ting.

Som violinist ville Sherlock Holmes vide nøjagtigt, hvor han skulle sætte sine fingre, siger Cumberbatch med Holmes-agtig logik. Dermed ville detektiven ikke en gang behøve at præstere et egentlig samleje for at gøre sin partner fuldtud tilfreds.

»Men når han gjorde, ville det være eksplosivt,« konkluderer Benedict Cumberbatch, der understreger, at alt tyder på, at Sherlock Holmes er heteroseksuel.

Skuespilleren går dermed imod de tolkninger af hans fremstilling af Holmes, som seerne har tillagt ham. Ikke mindst i Kina, hvor serien er utroligt populær, og hvor karakteren er blevet et kulturelt ikon for landets homoseksuelle. Men de homoseksuelle er ikke de eneste, der har spejlet sig i den fiktive figur.

»Alle rekrutterer karakteren til deres eget perspektiv. Jeg er blevet takket for min fremstilling af Holmes af aseksuelle, men der er intet i de originale historier, der tyder på, at Holmes er aseksuel eller homoseksuel,« har Benedict Cumberbatch tidligere sagt til avisen The Guardian.

I sin beskrivelse af Sherlock Holmes som en seksuel eksplosion afviger Benedict Cumberbatch også fra detektivens opfinder Sir Conan Doyle, der i et brev beskrev det som lige så sandsynligt, at Holmes kunne blive forelsket i en kvinde, som at regnemaskine gjorde det.