Seks stjerner til fantastisk Oppenheimer-dokumentar

Man skulle ikke tro, at det var muligt, men »The Look of Silence« er om muligt endnu bedre end Joshua Oppenheimers mesterlige »The Act of Killing«, som den ligger i forlængelse af.

Takket være sit arbejde som optiker, kan Adi komme helt tæt på landsbyens magtelite – de selvsamme bødler, der dræbte hans storebror 50 år tidligere. Foto: Lars Skree Fold sammen
Læs mere

I 2012 havde Joshua Oppenheimer premiere på den dybt rystende, originale og mesterligt fortalte dokumentarfilm »The Act of Killing«, der gennem bødlernes egne erindringer fortalte historien om de brutale folkemord i Indonesien i 1965, der kostede over en million mennesker livet.

Men opgaven var ikke færdig der. For én ting var bødlerne historie – men hvad med ofrene; de efterladte? Deres historie får vi nu i »The Look of Silence«, der både fungerer som en opfølger til »The Act of Killing« og er en selvstændig film.

44-årige Adi er født to år efter folkemordet, der kostede hans storebror livet, og som har påvirket hans familie dybt. Nu har han sat sig for at finde frem til sandheden om, hvad der skete den nat, broderen blev ført bort.

Men det er hverken let eller ufarligt, for bødlerne er stadig ved magten og bryder sig ikke om, at der bliver rodet op i historiens mørkere kapitler.

Adi benytter sig at sit arbejde som optiker og stiller alle de brændende spørgsmål direkte til dem, der kan, men ikke vil, svare. Med den efterladtes ret på sin side går han tættere på, end nogen anden ville gøre.

Hans spørgsmål går så dybt, at de adspurgte beder om at få kameraet slukket og truer ham – indtil trusler bliver til tavshed, mens kameraet registrerer, hvordan der i deres ansigter kommer smertelige sprækker i den fortrængning og den tavshed, der har ligget over samfundet som en lammende dyne de seneste 50 år.

Det er enkel, men modig og uhyre effektiv fortællekunst, der går så tæt på, at det næsten ville være ubærligt, hvis det ikke var, fordi Joshua Oppenheimer samtidig fortæller med en gennemtrængende kærlighed til de familier, der har mistet, og en nysgerrighed over for de bødler og deres familier, der i lige så høj grad som det omgivende samfund har forskanset sig bag 50 års larmende tavshed.

»The Look of Silence« fortæller gennem Adis søgen historien om et samfund krumbøjet af tavshed, frygt og sorg. Joshua Oppenheimer viser os, som titlen lover, hvordan tavshed ser ud – og hvad der sker, når en mand vover at trodse den.

»The Look of Silence« handler ikke om hævn. Den handler ikke engang om nødvendigvis af at finde forståelse. Den handler om at åbne øjne, der før var lukkede, og skrige 50 års tavshed ud i billeder, der er så stærke, at de føles tatoveret til sanseapparatet, når man forlader biografen.

Hvad: The Look of Silence.

Hvem: Instruktør: Joshua Oppenheimer.

Hvor: Premiere over hele landet.