Rørende film om en idealistisk landmand og hans røde køer i Dronningmølle

Den 80-årige Niels Stokholm ultraøkologiske landmand virker stærkt overbevisende i en helstøbt film om fortiden. Eller om fremtiden. Det afhænger af øjnene, der ser.

Niels Stokholm er en stille og stålsat idealist, der dyrker biodynamisk landbrug tæt ved Dronningmølle. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Phie Ambos nye dokumentarfilm handler ikke bare om en økologisk landmand. Dem er der jo efterhånden mange af. Den handler om en ganske særlig kompromisløs økologisk landmand. En idealist. Og heldigvis en fredsommelig, troværdig og ikke-rabiat en af slagsen.

Tæt på Dronningmølle i Nordsjælland driver 80-årige Niels Stokholm et landbrug på gården Thorhøjgaard efter de helt gammeldags principper. Med sjældne eksemplarer af gammelt rødt dansk malkekvæg som omdrejningspunkt, er gården selvforsynende, og ud i den anden ende kommer de fineste råvarer, som blandt andet bruges på restaurant Noma.

Gården støttes også af for eksempel Copenhagen Street Food, der giver sit overskud til fonden bag gården.

Stokholm er komplet ubestikkelig i sin tilgang til at drive landbrug, og gang på gang overbevises man om, at manden har ret. Også selv om han siger ting som: »Jorden har sjælskræfter« og det lidt mere forståelige »lyset fra rummet går ned i planterne og ind i vi mennesker«.

I det daglige siger han mest bare »ja, ja« til det hele, mens han gør, som han selv har udtænkt. Også da han står over for en alvorlig reprimande fra de myndigheder, der skal tjekke, om han nu også opfører sig helt efter moderne økologiske forskrifter.

Niels’ kone, Rita, der følger ham i tykt og tyndt, er bekymret, men det er Niels egentlig ikke. Han ved, at han er hundredvis af år forud med sin opfattelse af, hvordan landbrug skal drives. Stokholm var oprindeligt ingeniør og forsker på DTU, men valgte at satse på biodynamisk landbrug allerede i 1975.

Han er altså langt fra at være en hvilken som helst landsbytosse. I den lavmælt stolte, måske lidt naive, men gennemsympatiske tilgang til arbejdet overbeviser Stokholm om det rigtige i sit ærinde. Han er simpelthen et stort menneske og en sand visionær.

Kvinden bag kameraet, Phie Ambo, er også en virkelig dygtig instruktør. Hun har set magien i markerne, og den får ikke for lidt med nærbilleder af insekter og afgrøder i den klare sol. Det er flot uden at tage opmærksomheden fra historien. Ambo så den gode historie, og hun har samtidig forstået at sadle om i forhold til det drama, der opstod omkring landmanden.

Jeg var så rørt og oprørt, da jeg så filmen, at jeg måtte klamre mig til ordene i titlen, »Så meget godt i vente«. Stokholm er 80 år nu, og når han ikke kan mere, hvad skal der så blive af den idealistiske juvel i Dronningmølle?

Hvad: »Så meget godt i vente«. Hvem: Instruktør: Phie Ambo. Medvirkende: Niels og Rita Stokholm. Hvor: Premiere over hele landet.