Ny dansk satireserie: Så god er den

»Intet skal fortrænges i madklubben,« lyder det i DR2s satireserie »Mens vi presser citronen«, hvor moderne midaldrende forsøger at fremstå som afslappede, uneurotiske livsnydere.

Klar til hygge i »Madklubben«, der fra søndag aften sendes på DR2. Foto: Anne Mie Dreves Fold sammen
Læs mere

Med fare for at lyde kønsdiskriminerende, så kan kvindelige komikere altså noget med at lægge øret til nutidens sociale situationer og lave grin med dem, så man tydeligt kan høre det, der bliver sagt ligeud, og det der bliver sagt mellem linjerne.

Mænd laver udadvendt crazyness som »Klovn«, mens kvinder tager indvendige noter til senere brug, når de grovhygger med venne- venindeklubben.

Det må ikke mindst gælde Lisbeth Wulff. Hun har blandt andet stået bag DRs satireserie »I hegnet«, og nu nagler hun mesterligt nutidens neurotiske omgangsformer i miniserien »Mens vi presser citronen«, der vises fra søndag aften på DR2.

Glem, at denne citronpresser lanceres som endnu en julekalender for voksne, for det her er køns- og samtidsspidning med nærmest dæmonisk præcision.

Omdrejningspunktet er den kreative klasses åndelige salon, madklubben, hvor tre 40-50-årige vennepar skal genfinde den kollektive balance, efter at en af mændene, Peter, er løbet væk med en 26-årig.

Det skal der ikke snakkes for meget om, for så bliver den efterladte hustru (spillet af Lærke Winther) ked af det, men på den anden side »skal intet fortrænges i madklubben«, som det slås fast af Lisbeth Wulffs egen karakter.

Kvinderne lufter deres solidariske harme, og mændene er selvsagt også hovedrystende forargede over Peters fyrreårskrise, samtidig med at de ikke kan skjule deres beundring for hans førsteklasses scoring.

Det drejer sig trods alt om en 26-årig ph.d-studerende, der også er fotomodel OG jazzsangerinde.

Konkurrence med kærtegn og nusserier

Peter Gantzler og Rasmus Botoft får det maksimale ud af deres roller som den snotdumme Søren og den luddovne Kim, karakterer der nemt kunne være blevet umorsomme og for groft optrukne.

Søren kan egentlig godt lide den frigjorte stemning i madklubben og lægger an på de andres koner på skift uden at have nogen som helst fornemmelse for, hvad der er charmerende, og hvad der er langt over stregen.

Kim er gruppens forkælede egoist-Aladdin, der bare ønsker sig, at hans kone vil sige ja tak til tilbuddet om et afsindigt krævende og højt betalt lederjob, så han i fred kan passe sin bohemetilværelse som kirkeorganist.

Udadtil konkurrerer venneparrene om at have det varmeste/mest afslappede ægteskab, hvilket understreges med klæbrige skulderkram og nusserier, men kærtegnene er lige så socialt afrettende, som de er kærlige.

Madklubben beslutter sig for at konsolidere den gensidige egomassage ved at holde fælles »Wham-jul«, opkaldt efter popduoens legendariske julesang »Last Christmas«, og det skal nok blive sjovt.

Hvad: »Mens vi presser citronen«.

Hvem: Af: Lisbeth Wulff. Medvirkende: Peter Gantzler. Rasmus Botoft. Lærke Winther m.fl.

Hvor: DR2 søndag kl. 22 i fem afsnit.