Når hormonerne brænder på

Bel Powley føjer sødme, charme og forslåethed til portrættet af teenageren Minnie, der ikke kan tænke på meget andet end sex.

1970ernes San Francisco danner rammen om »Diary of a Teenage Girl«. Fold sammen
Læs mere

FILM. Er du den, du gerne vil være? Spørgsmålet går igen i alle film, der handler om unge på kanten til voksenlivet. Om de forvirrende og søgende år, alle skal igennem, men hvis betydning vi først senere begriber.

»Diary of a Teenage Girl« er en sådan coming of age-film og føjer sødme, charme og forslåethed til portrættet af 15-årige Minnie, der bor hos sin mor i 1970ernes San Francisco. Her eksperimenteres der med bo- og samlivsformer og herunder med seksualiteten, der først er en gnist i Minnie, men flammer op i hemmelige møder med morens kæreste

Bel Powley spiller den hormonraserede teenager med storøjet sårbarhed og glubsk appetit på kroppe og minder på den led ikke så lidt om Adéle i »Adéles to liv«. For Minnie findes den reelle forløsning dog ikke i sex, men i at tegne, og hverken hun eller de øvrige karakterer er endimensionelle. Som moren og hendes kæreste, nuanceret spillet af Kristen Wiig og Alexander Skarsgård, der begge er gået vild i deres liv og på den måde også spejler dét, der er på spil for Minnie: Et meningsfuldt eller uforløst liv.

»Diary of a Teenage Girl«, der ses gennem et 1970er-patineret filter, er frisindet i omgangen med nøgenhed og sexsprog, men det er altså facetteringerne og den psykologiske indsigt, der gør den værd at følge. På vejen rundt om Minnie. Og alle andre unge.

Hvad: »Diary of a Teenage Girl«.

Hvem: Instruktør Marielle Heller. Medvirkende: Bel Powley, Kristen Wiig.

Hvor: Premiere i Cinemateket.