»Jeg skal ikke ud af landet, så det er ikke farligt«.
Sådan forsøger den britiske soldat Gary (Jack O’Connell) at trøste sin lillebror, da han sendes til Belfast i Nordirland i 1971. Lige lukt ind i den væbnede irske oprørs/terrororganisation IRAs baggård, som det også siges i familien. På den ene side af gaden, hvor de engelske soldater skal patruljere, bor protestanterne, og på den anden side bor katolikkerne. Og man skal vare sig for, hvor man forvilder sig hen.
Yann Demange debuterer med »Bag fjendens linjer«, der imponerede allerede på filmfestivalen i Berlin tidligere på året. Der er tale om en formfuldendt spændingsfilm i krigstid med vægt på spændingen og ikke på de politiske forviklinger som for eksempel en anden britisk film, der foregår på nogenlunde samme tid, nemlig »Bloody Sunday«.
Derfor er »Bag fjendens linjer« mere i familie med amerikanske spændingsfilm som John Carpenters »Assault on Precinct 13«, hvor der kæmpes mand til mand, og hvor spændingen foregår helt inde på kroppen af de medvirkende. Alt kan ske, og man krymper sig rent fysisk meget mere i biografsædet, end når man ser krigen i det store billede.
»Bag fjendens linjer« kan også ses som en europæisk og mere moderat udgave af den amerikanske muskuløse og øredøvende krigsfilm »Black Hawk Down«.
Instruktøren kaster Gary – og dermed også publikum – ind i konflikten efter kun godt og vel fem minutters introduktion. I en heftig scene i Belfast løber Gary efter en dreng, der stjæler et britisk gevær, og snart er han fortabt for sin soldaterenhed, der trækker sig tilbage, da indbyggerne på gaden går amok.
Gary er godt nok sammen med en soldaterkammerat, men kammeraten bliver skudt på klods hold af en ung IRA-sympatisør. Det efterlader Gary på vild flugt i fjendeland. Gennem smalle baggyder, blindgyder og tomme bygninger baner han sig vej med IRA i hælene.
Fornemmelsen af at være fortabt, både sammen med soldaterkollegerne og alene, er fornemt formidlet. Og Demange tøver ikke med at bruge brutale og overraskende situationer, men det er i en tilstræbt realistisk stil, så det virker som at være der selv. Det er ofte mørkt, og det regner hele tiden. Paraden af sammenbidte ansigter med lange bakkenbarter er endeløs.
Så længe de mennesker, Gary møder, er i uniform, ved han, hvem de holder med, men det forholder sig ganske anderledes, når de ikke er. Jagten på Gary er uafvendelig sort og hele tiden dristigt eksekveret og voldsomt spændende. Men hvor længe kan han blive ved med at undslippe?
At gå i biografen og se »Bag fjendens linjer« er som at blive håndteret temmelig kontant i biografsædet. Man er så mandsopdækket og snapper så meget efter vejret, at det til tider bliver klaustrofobisk. Heldigvis har man lige de sidste procent menneskeligt overskud til at beundre den formfuldendte gennemførte og aldrig slappe krigsthriller, der lover godt for Yann Demanges fremtid. Bare han ikke lader sig helt og aldeles opsluge af Hollywood.
På vej ud af biografen ræsonnerer man, at næsten ingen krige er værd at kæmpe. Hvor mange og hvilke kan diskuteres, men efter »Bag fjendens linjer« bliver det endnu mere tydeligt, at det aldrig er værd at være menig soldat. Du er i en situation, som simpelthen ikke kan vindes, uanset hvilken vej skuddene vender.
Hvad: »Bag fjendens linjer«.
Hvem: Instruktør: Yann Demange. Medvirkende: Jack O’Connell, Sean Harris, David Wilmot, Richard Dormer.
Hvor: Premiere i København, Aarhus, Aalborg, Odense, og Thisted.
