Hjulene i Tour’en drejer rundt, rundt, rundt

Der er få sportshistorier, der lykkes som spillefilm, da storheden i virkelighedens sportsdramaer er betinget af, at det er lige nu og her, man ser dem ske. Genfortællinger af sejrene er blot nostalgi.

På den baggrund burde instruktøren Stephen Frears have fået mere ud af historien om den syvfoldige Tour de France-vinder, Lance Armstrong, når nu netop denne sportsmand kan læses som en kritik af moderne idrætskultur. Ben Foster arbejder ganske vist hårdt i hovedrollen, men de syv Tour de France-løb drukner i montager af TV-klip og kampsvedende skuespillere. Forhåbentlig kan denne film dog forhindre, at nogle finder på at fortælle »The Bjarne Riis-story«.

Hvad: »The Program«.

Hvem: Instruktør: Stephen Frears. Medvirkende: Ben Foster, Chris O’Dowd.

Hvor: Biografer over hele landet.