Hallström tilsat Bollywood

Lasse Hallströms sædvanlige sødsuppe har fået et tiltrængt skud kærlige krydderier i »Hundredfodsrejsen«, hvor kulturklicheerne står i kø, men overvindes af smittende charme og varme.

Helen Mirren er fabelagtig som kølig fransk kvinde, der langsomt tør op i mødet med den noget varmere indiske kultur. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Lasse Hallström har altid haft noget med mad. Og nu viser instruktøren bag film som »Chocolat«, »Æblemostreglementet« og »Laksefiskeri i Yemen« hvad det handler om; mad er sanselighed, mad er liv, mad er magi, eventyr, kærlighed og i det hele taget alt, hvad der er godt i livet. I hvert fald hvis man skal tro »Hundredfodsrejsen« – og den er så charmerende, at man får lyst til at tro på hver eneste lille bid lommefilosofi, der bliver serveret.

Den indiske kok Hassan og hans familie flygter fra Indien efter en tragisk hændelse. De ender – efter et par underholdende omveje – i en lille by i Frankrig, hvor grøntsagerne, modsat de britiske får man at vide, har både smag og sjæl nok til, at de tør åbne en indisk restaurant i gastronomiens hjerteland. De får dog hurtigt problemer, for på den anden side af vejen ligger en vaskeægte fransk Michelin-restaurant, hvis ejer, den kølige Madame Mallory, bestemt ikke er fornøjet med indisk musik og duften af karry.

Lasse Hallström har som oftest en tendens til at servere sentimentalitet i den alt for søde ende, men denne gang har han doseret lidt bitterhed og salt i blandingen, og det klæder »Hundredfodsrejsen«, der er myldrende fuld af kulturklicheer om både indere og franskmænd (og andre europæiske nationaliteter), men har så tilpas meget selvironi, at de aldrig støder eller skurrer. Det skyldes ikke mindst et fremragende hold af internationale skuespillere, der forstår at spille flere nuancer frem, end manuskriptet umiddelbart indbyder til.

Livet og de kulinariske glæder

Britiske Helen Mirren er som altid skøn som byens kulinariske isdronning, der har brug for en rygende varm omgang Tikka Massala for at tø op overfor indiske Om Puris skønne enkemand, der på sin egen måde er lige så stædig som Madame Mallory. På den yngre fløj er amerikanske Manish Dayal en smutøjet charmetrold som Hassan, mens canadiske Charlotte Le Bon giver ham modspil som franske Marguerite med de mange meninger.

Med svenske Lasse Hallström i spidsen er der i den grad tale om et internationalt cast, hvilket for de indviede udgør en ekstra understregning af filmens budskab; at verden, livet og de kulinariske glæder bliver så meget mere interessante, hvis vi åbner os op for hinanden og indser, at en fremmed bare er en ven, du ikke har mødt endnu. Lasse Hallström vover sig aldrig ud på rigtigt farlig grund i den centrale kulturkonflikt, ligesom filmen bliver en anelse lang i spyttet i en sekvens om en moderne molekylær restaurant.

Samtlige pointer bliver også trukket lige lovligt tydeligt op – for eksempel lærer man hurtigt, at et vinglas er tegn på ensomhed og despression, mens champagneglas er tegn på det stik modsatte. Hvis bare livet altid var så let at aflæse! Det ændrer imidlertid ikke på, at »Hundredfodsrejsen« er Lasse Hallströms mest charmerende frembringelse i årevis. Svenske Linus Sandgrens mundvandsfremkaldende billeder gør det svært ikke at forlade biografen med en varm følelse i maven; livslyst og lækkersult.

Hvad: »Hundredfodsrejsen«.

Hvem: Instruktør Lasse Hallström. Medvirkende: Helen Mirren, Om Puri m.fl.

Hvor: Premiere over hele landet.