Expendables på de bonede gulve

Stjernegalleri holder agentkomedie morsomt og stabilt kørende i første del, men gentagelser og fjollerier tager for meget over senere hen.

Mary-Louise Parker, Bruce Willis og John Malkovich udgør sammen med Helen Mirren et fornøjeligt slæng af ældre agenter i "Red 2". Fold sammen
Læs mere

Konceptet i tre år gamle »Red« var som en slags »The Expendables« på de bonede gulve. Vi tager en håndfuld gode, elskelige skuespillere og lader dem være et hold af gamle agenter, som nu skal i action igen. I »Red 2« kan de så få lov til det igen, igen.

Bruce Willis er regulær ekspert i film-serier med gamle bøffer, der slår på tæven og gør lettere grin med sig selv. Ud over »The Expendables« er han også stadig med i »Die Hard« og altså »Red«, hvor han spiller den tidligere CIA-agent Frank Moses, som forsøger at trække sig tilbage. Men han bliver, hurtigere end man kan tage ladegreb på en maskinpistol, hevet ind i en ny sag om en gammel glemt bombe et sted i Rusland.

Det vigtigste i den her slags agentlystspil er dog ikke handlingen men mere afviklingen, og »Red«-filmene bringer minder om elegancen »Oceans 11, 12 og 13«. Et plot der bevæger sig fra hovedstad til hovedstad med gode skuespillere som guider og flotte billeder, der er klippet særdeles velsmurt sammen.

Bliver løs og fjollet

I første halvdel af løjerne er det en fornøjelse at se med, fordi intet tages særligt højtideligt, og det hele afvikles med tungen et godt stykke ude i kinden. Og fordi skuespillerne ser ud til at more sig. Især Helen Mirren giver den gas, og Mary-Louise Parker, som har været stærkt savnet på det store lærred, er charmerende, mens det er sværere at afgøre, om 58-årige Bruce Willis blot spiller træt eller i virkeligheden er træt. Og så er der skruet lidt for voldsomt op for John Malkovichs grimasser som slængets wild card.

Efterhånden som man konsumerer den underholdende cocktail, bliver rækkefølgen af rejserne dog mere tilfældige, tonen lidt for kæk og hele filmen for løs og fjollet. Det gælder også Anthony Hopkins i rollen som nøglen til gåden som en agent, der har været låst inde i mere end 30 år. Der er også for mange skuddueller og for få finurlige finter i manuskriptet.

Ingen tvivl om, at de fleste vil more sig i biografen, men »Red 2« har dog så lidt på hjerte andet end det, at man roligt kan vente til filmen får premiere i hjemmebiografen.

Hvad: Red 2.
Hvem: Instruktør: Dean Parisot.

Medvirkende: Bruce Willis, Mary-Louise Parker, John Malkovich, Helen Mirren.

Hvor: Premiere i hele landet.