Endnu et lunkent gys

Gyser-serien »Paranormal Activity« startede som et kulthit i 2007, men er endt som en parodi på sig selv og på den found footage-genre, den var med til at gøre til lidt af et fænomen.

Ivy George er fremragende som besat lille pige i den femte »Paranormal Activity«-film. Det er også det bedste der er at sige om filmen. Fold sammen
Læs mere

Den sjette film i »Paranormal Activity«-serien, »Paranormal Activity: The Ghost Dimension«, er blevet lanceret som den sidste i serien. Det kan man ærligt talt kun håbe på er sandt.

Vi følger denne gang en familie, der netop er flyttet ind i deres drømmehus. Det er snart jul, og alt ånder idyl. Lige indtil faderen i familien finder et gammelt VHS-kamera, der tilsyneladende kan opfange ånder.

Kort efter begynder familiens lille datte, Leila, at opføre sig underligt og tale med en usynlig »ven«, som hun kalder Toby. Endnu mere underligt bliver det, da familien opdager en kasse gamle videobånd, optaget for over 20 år siden, der viser to unge piger, Katie og Kristi, der tilsyneladende kan følge med i, hvad familien laver lige nu. Er huset i virkeligheden en portal mellem to dimensioner? Og hvem er Toby?

Ikke rigtig uhyggelig

Det burde være uhyggeligt, men er det egentlig ikke – selvom vi denne gang får de paranormale aktiviteter i 3D. Det gibber kun i kroppen i ganske få sekunder af den halvanden time lange film. Det meste af spilletiden går med triviel trummerum, hvor vi følger de paniske voksne og deres spøgelseskamera, der optager og optager, så vi bliver helt skæve i hovederne af alle de flimrende VHS-billeder. Optagelser, de tilsyneladende aldrig selv kigger på, for så var de nok flyttet efter en enkelt nat eller to.

Det virker, som om kameraet mest er der for at knytte filmen til den found footage-genre, den selv var med til at lancere - hvor film påstår at bestå af optagelser, der er efterladt af filmens ofre. Men »Paranormal Activity: The Ghost Dimension« har ikke meget med det at gøre, men er faktisk bare en gammeldags gyser, der forsøger at klatre op på skuldrene af stort set hver eneste gyser med besatte småpiger, der nogensinde er lavet.

Fans af serien vil genkende navnene Katie og Kristi, dæmonen Toby og hekseordenen The Midwives. Og ja, vi får en slags forklaring på, hvad det hele handler om. Men kun en slags. »Paranormal Activity: The Ghost Dimension« er instrueret af Gregory Plotkin, der har været klipper på de fire seneste film i serien og derfor kender universet. Han prøver langt hen ad vejen at samle da mange løse ender fra de første fem film op – men ender med at slippe dem igen. I sidste ende er »Paranormal Activity: The Ghost Dimension« præcis lige så ulogisk og usammenhængende som de forrige film.

Mere tempo

Til gengæld er der mere tempo på end tidligere, hvor store dele af filmene gik med at vente på, at den næste dør skulle åbne sig med en truende knirkelyd. Det gør dog ikke filmen mere uhyggelig, at vi denne gang faktisk ser den hjemsøgende dæmon – snarere tværtimod. Eneste lyspunkt er lille Ivy George, der er fremragende som Leila, der skiftevis er passiv og besat og en helt almindelig 5-årig. Hun pirker til den klassiske forældrefrygt: Tænk hvis jeg ikke kan beskytte mit barn mod verdens farer. Hun havde fortjent en bedre film.

Hvad: »Paranormal Activity: The Ghost Dimension«.

Hvem: Instruktør: Gregory Plotkin. Medvirkende: Ivy George, Brit Shaw.

Hvor: Premiere over hele landet.