I aften er der premiere på det sidste afsnit i den sidste sæson af TV-serien »Breaking Bad«, og dermed slutter et mere end 62 timer langt epos, der med god ret kan kæmpe om titlen som verdens bedste TV-serie.
Og spændingen er holdt til det sidste i fortællingen om anti-helten Walter »Walt« White – formidabelt, autoritativt og aldeles skræmmende gestaltet af skuespilleren Bryan Cranston – og hans forvandling fra leverpostejsgrå familiefar til skruppelløs narkobaron. Siden det første afsnit havde premiere 20. januar 2008, har Walt været på en livsomvæltende rejse, der har manifesteret »Breaking Bad« som en moderne episk fortælling med den originalitet, spændvidde og tematiske dybde, der udgør en ægte klassiker – på tværs af tid og rum, medie og sprog.
Ikke siden »The Sopranos«, der i 1999 og otte år frem på mesterlig vis kickstartede det amerikanske TV-mirakel, hvor de langstrakte føljetoner er blevet det største, nye kunstneriske udtryk, har en TV-serie stået så prægnant og nyskabende. Skaberen af »Breaking Bad«, Vince Gilligan, og hans hold af forfattere og instruktører er ganske enkelt vor tids svar på Shakespeare, Rembrandt og De Mille, der har samlet deres kreative kraft i en moralsk fortælling om menneskelig dårskab og forfængelighed.
Allerede fra første scene i første afsnit af den første sæson forstår man, at »Breaking Bad« er noget særligt: En midaldrende mand kun iført undertøj og gasmaske i vanvidskørsel i en autocamper gennem New Mexicos ørken. Ved siden af ham sidder en bevidstløs ung mand også iført gasmaske, mens ligene af to andre mænd ruller rundt bag i autocamperen, der ender i en grøft. Den midaldrende mand kravler ud, hyperventilerende, med et videokamera, en pung og en pistol, han optager en farvelbesked til sin kone, sin søn og sit ufødte barn, mens sirener høres i baggrunden og går derefter af sted med pistolen i hånden.
Og så er vi ellers i gang, med en frenetisk energi og en historie, hvor hvert eneste billede, hver eneste handling, hver eneste linje og dialog dirrer på en måde, vi aldrig har oplevet tidligere. At se »Breaking Bad« er som at være inde i en trykkoger, og hele serien bliver fra første færd et sindbillede på netop den følelsesmæssige trykkoger, som udgør manden i autocamperen, Walter White.
En gangster fødes
I udgangspunktet er han en højtbegavet, men regulær »Karl Kedelig«, der slæber sig gennem livet som kemilærer på et gymnasium og bijobber på en bilvask for at kunne forsørge familien. Han er gift med Skyler (Anna Gunn), har den handicappede teenagesøn Walt jr. (RJ Mitte) og kan snart se frem til at skulle være far på ny, Skyler er nemlig gravid. Imidlertid får Walt konstateret lungekræft, og stillet over for betydelige økonomiske problemer vælger han at begynde at producere det krystallignende narkotika methamfetamin sammen med en tidligere elev, lemmedaskeren Jesse Pinkman (Aaron Paul). Tingene kompliceres af, at Walts svoger Hank (Dean Norris) – en machomand af rang – er narkostrømer, men Walts intelligens og kemiske kunnen gør, at han formår at producere et eftertragtet produkt og langsomt stige til tops i den lokale underverden, hvor han bliver kendt som Heisenberg – det dæknavn han med slet skjult kemisk ironi påtager sig.
I sin essens er »Breaking Bad« et drama om en pæn mand, der vælger at blive en skurk, at blive »ond« om man vil. »Break bad« er slang og betyder at udfordre konventionerne, trodse autoriteterne og bevæge sig på kanten af loven, og det er netop, hvad Walt vælger at gøre. Hele livet er han blevet trådt på og holdt nede, fra hans tidligere kompagnon, der har skabt en succes ud af det firma, de i studietiden oprettede sammen, over Hanks konstante pikmålingskonkurrencer til Skyler, der har indsat sig selv som familiens naturlige overhoved – og nu kommer kræften i tilgift buldrende og truer med at slå ham til jorden, før han rigtig har rejst sig op.
Så i skyggen af sin dødsdom gør tøffelhelten Walt det, som en ganske almindelig mand kun ville drømme om at gøre, og for første gang føler han sig i live. Han opbygger et succesfuldt kriminelt foretagende, hvor pengene begynder at rulle ind, han spiller kispus med sin svoger og de øvrige autoriteter, og han står ansigt til ansigt med nogle af de mest udspekulerede og nedrige superskurke – og kommer sejrrigt ud. Hele tiden holder han sin familie op som det figenblad, der retfærdiggør hans stadig mere amoralske handlinger: Jeg tjener pengene for at sikre mine børn, lyder Walts standardbegrundelse. Men han evner ikke selv at erkende, at det virkelige brændstof er hans egne indestængte følelser af uretfærdighed, manglende anerkendelse og forsmået vrede, der er sluppet løs, da låget røg af trykkogeren.
Hvem står bag døren
I en kongenial scene i fjerde sæson bekymrer Skyler sig for Walts sikkerhed, hun mener, at han er ude, hvor han ikke kan bunde. Walt kigger koldt på hende: »Hvem tror du, du taler til? En fyr åbner sin dør og bliver skudt, og du tror, at det er mig, som åbner døren. Nej. Det er MIG, som banker på!«
Forvandlingen er fuldendt, men i sin transformation fra White til Heisenberg –komplet med kronraget isse, »motherfucker-skæg« og en sort signaturhat – har Walt trukket et fatalt spor gennem personerne omkring sig: Vi har set Jesses bad ass-facade krakelere og hans sjæl og selvværd blive mast i kølvandet på Walts uforsonlige målrettethed. Vi har set, hvordan Skyler i perioder har udviklet sig til en sand Lady Macbeth i det frygtindgydende møde med sin mands mørke sider og i et forsøg på at holde sammen på sin familie. Og vi har set bulderbassen Hank afsløre overraskende dybder af angst, beslutsomhed og kærlig medmenneskelighed. Foruden at vi i øvrigt er kommet til at både frygte og holde af det omfattende galleri af farverige, psykopatiske og egenrådige personer, som er krydset ud og ind af det langstrakte plot.
Som i enhver moralsk fortælling må også Walt sande, at handlinger har konsekvenser, og her ved slutningen af rejsen er korthuset af hans mange valg og beslutninger begyndt at ramle sammen. Hvor det ender er imidlertid ikke til at sige, for »Breaking Bad«s force er, at serien aldrig har taget den lige vej, men altid har udviklet sig uforudsigeligt og i nye, kæbetabende retninger. Så når det i aften banker på døren for sidste gang er spørgsmålet stadig, om det er Walter White, der står bag døren, eller ham som åbner den.
