Uanset om man kan hver eneste linje på »From Her to Eternity« i søvne eller befinder sig i den anden grøft og hader alt, hvad der er mørkt og kommer fra Australien, så er det mere end svært ikke få en nærmest uforbeholden respekt for kunstneren og personen Nick Cave, når man har set dokumentaren »Nick Cave: 20.000 dage på Jorden«.
For ikke blot er dette en fængslende og skarpt skåret film, som de to kunstnere Iain Forsyth og Jane Pollard har fået skabt om den nu 57-årige australskfødte sanger. Det er også det mest nærgående, følsomme og personlige portræt, der hidtil er lavet om Cave, hvis liv og virke er omgærdet af en stor del mytologi og hemmelighedskræmmeri.
Dette bliver der løst en del op for i dokumentaren, hvor vi følger Nick Cave på det, der skulle være hans dag nummer 20.000 på Jorden. Vi ser ham vågne ved siden af sin smukke modelkone, Susie, i parrets hus i Brighton, og mens han langsomt gør sig klar til dagen, fortæller hovedpersonen i en voice over om sit livsprojekt.
Træder kun sjældent ud i den »virkelige« verden
»I slutningen af det 20. århundrede holdt jeg op med at være menneske,« lyder det således lakonisk fra Cave, der i stedet har skabt et kunstnerisk alter ego. En slags historiefortæller fra den verden, som han siden begyndelsen af 80erne har skabt og beskrevet i sine sange. En voldelig og absurd verden, men også en verden hvor der eksisterer en slags gud. Eller rettere en form for person, der holder regnskab med det hele, som Cave senere forklarer det. Det er i denne verden, Cave foretrækker at opholde sig. Kun nødtvunget må han til tider træde over i vores »virkelige« verden, hvor han så samler materiale ind til sit arbejde for så at bevæge sig tilbage til arbejdsværelset, studiet, øvelokalet eller til den livescene, der er vigtigere for ham end noget andet.
Men allerede kort inde i dokumentaren finder man ud af, at også her i denne film er grænserne mellem fiktion og virkelighed visket ud. Således formes dagen af en række tableauer, hvor det nok er sandheden, der kommer ud af Caves mund, men hvor rammerne for anekdoterne eller bekendelserne ofte er iscenesatte. Og det fungerer aldeles fremragende. Eksempelvis når vi ser Cave i samtale med sin »psykolog« spillet af den britiske forfatter Darian Leader. Her løsnes der op for opvæksten, som Cave generelt betragter som »lykkelig og ukompliceret«, hans første forelskelse og seksuelle erfaringer, stofmisbruget i de unge år, alderdommens angst for at miste erindringen og så forholdet til den far, der blev dræbt i en trafikulykke, da Cave var 19 år gammel. Man ser, det rykker i Nick Cave, da han direkte bliver spurgt til faderens død – og det bliver da også hertil og ikke længere lige netop med det emne.
Med Kylie Minogue på bagsædet
Et andet af filmens tableauer er, når Cave kører rundt i Brightons evige regnvejr i sin Jaguar. Du ser nærbilleder af alle guldringene på fingrene om rattet, mens han fortæller om sit liv. Indimellem gør han stop, som da han dropper ind hos Warren Ellis for at spise en gang ål, eller når forskellige centrale personer sætter sig på bag- eller passagersædet. Blixa Bargeld får en tur. Det samme gør Kylie Minogue naturligvis. Men hele tiden er udgangspunktet Cave selv. Så cool og med så meget gennemført klasse, at det af og til nærmest virker for fantastisk. Dette gælder det visuelle, hvor fotografen Eric Wilsons smukke billedside dvæler ved detaljen. Som en opsats af bøger og billeder i Nick Caves arbejdsværelse, eller øjeblikket da en kvinde blandt publikum ved en koncert går i ekstase, da Cave som en anden ypperstepræst lægger sin hånd på hendes hoved. Men det kan også være situationen, hvor Cave efter en lang dag kommer hjem og deler en pizza i sofaen med sine to drenge. Sødt og uskyldigt, lige indtil man finder ud af, at de sidder og ser »Scarface«.
Stilen videreføres også i de anekdoter, som Cave gavmildt lader falde fra start til slut i filmen. Ofte med en god gang sarkastisk humor. Som den om hans tid som junkie, hvor han hver morgen vågnede op med abstinenser. Det første, han gjorde, var at gå i kirke, høre præstens prædiken, give hånd, hvorefter han gik ned på Portobello Road hvor pusherne var stået op. Da han så møder sin kone, Susie, siger hun advarende: »Du er ude i noget virkelig farligt her. Noget livstruende. Du må med det samme holde op med at gå i kirke...«Den slags er der masser af i filmen, hvor vi så oven i købet følger arbejdet med albummet »Push The Sky Away«, som Cave sammen med The Bad Seeds udsendte sidste år, og som om det andet ikke var nok, så favner netop dette arbejde filmens mest rørende og følsomme scene, da Cave sammen med sit band fremfører hele den over syv minutter lange »Higgs Boson Blues«.»Nick Cave: 20.000 dage på Jorden« er således på alle måder en fremragende dokumentar om en af vor tids største kunstnere. At han så samtidig viser sig at være et usædvanligt menneske, når tæppet er rullet ned, gør den kun mere interessant for alle - uanset om man er fan af musikken eller ej.
Hvad: »Nick Cave: 20.000 dage på jorden«. Instruktører: Iain Forsyth og Jane Pollard. Medvirkende: Nick Cave, Warren Ellis, Blixa Bargeld, Kylie Minogue m.fl. Hvor: Premiere i biografer i København, Aarhus, Odense og Aalborg
