Historien om en vanvittig drøm

I 1619 drog eventyreren Jens Munk nordpå for at finde Nordvest-passagen til Kina, men endte i Hudsonbugten. Fold sammen
Læs mere

»Jens Munk – Nordvestekspeditionen« er historien om en stor drøm, der bliver til et mareridt, da eventyreren Jens Munk i 1619 drager nordpå for at finde Nordvest-passagen til Kina, men i stedet strander i Hudsonbugten, hvor skørbug og kulde tager livet af hans besætning én efter én. En umenneskelig – og overmenneskelig – historie, der i Ole Japps ambitiøse egen-produktion faktisk står levende for os.

Selv om dialogen kunne have trængt til en gevaldig opstrammer. Og selv om den visuelle side kunne have trængt til et støttetilskud på nogle millioner, så vi kunne have undværet de ofte alt for skarpe eller alt for slørede overgange, der skal skjule, når baggrundene er sat ind i efterarbejdet. Men lidt for ofte giver filmen et ufortjent amatør-skær. Alligevel må man tage hatten af for projektet, der – med hjemmestudie i en baghave i Lystrup, hvor skibet blev bygget op i næsten full size og 8.000 kg salt som den evigt fygende sne – faktisk overbeviser som historisk dokument.

Hvad: »Jens Munk – Nodvestekspeditionen«. Hvem: Instruktør Ole Japp. Medvirkende: Ole Japp, Brian Patterson m.fl. Hvor: Premiere i Øst for Paradis i Århus og Vester Vov Vov i København.