En underudviklet film om Guldkysten

Daniel Denciks »Guldkysten« leverer en mindre portion flotte søgende billeder i et ærefuldt ærinde. Men skattekisten er helt tom for guld, når det gælder indhold og fakta.

Jakob Oftebro i hovedrollen i Daniel Denciks »Guldkysten«. Fold sammen
Læs mere

I det kendte familiebrætspil Afrikas stjerne er der dobbelt udbetaling fra banken, hvis man finder en ædelsten på Guldkysten. Finder man i stedet en nitte på Slavekysten, holdes man tilbage. Det er desværre sidstnævnte situation, Daniel Denciks nye film, »Guldkysten« minder én mest om.

Oplægget er ellers spændende, for hvem ville ikke gerne kende til eventuelle skeletter i det historiske skab, når det gælder Danmarks slavehistorie? Men med »Guldkysten« er vi lige vidt, for den måde Dencik fortæller historien om Wulff Joseph Wulff på, føles som én lang søgen uden svar. Historien er simpelthen for enkel. Alle kan blive enige om, at det er for galt, at der stadig sælges slaver i 1836, når man har forbudt transnational handel med slaver allerede i 1803, og det er sådan en affære Wulff (Jakob Oftebro) får nys om og forsøger at afsløre i en film, der varer næsten to timer. Der er heller ingen spændende sidehistorier, ekstra informationer eller interessante biroller, og »Guldkysten« er besynderlig sparsomt befolket med skuespillere.

Afstumpede replikker

Både med hensyn til indhold og form træffer Dencik mange besynderlige beslutninger. Han lader de medvirkende tale et gammeldags dansk, der dog ikke er et helt korrekt dansk fra dengang, historien fandt sted. Det lyder mere som et dansk fra 1950erne, hvor der stedvis er smidt endnu ældre ord ind. En besynderlig blanding. Op mod dét univers sættes Angelo Badalementis moderne underlægningsmusik, spillet på syntheziser. Det bliver simpelthen for kontrastfyldt til at fungere.

Hvorvidt slaverne er portrætteret korrekt, er også et åbent spørgsmål. Det virker meget logisk, at de ser frygtsomme ud og bliver udnyttet på forskellig vis, men kunne man ikke forestille sig, at de kunne flere ord på dansk end blot »ja, ja«? Guvernøren og de to andre skumle militærpersonager Wulff møder på fortet i Dansk Guinea er bedt om at se så onde ud og er udstyret med så afstumpede replikker, at skurkene fra egnsspil i selv landets mindste afkroge til sammenligning vil se nuancerede ud. Og vi må håbe, at Jakob Oftebro får mere at arbejde med som Tordenskjold i næste års film af Henrik Ruben Genz frem for en indre dialog som her, hvor nogle af enkeltsætningerne er meget poetiske, men hvor helheden bliver for banal.

I det hele taget lider hele filmen af at være underudviklet. Historien er som nævnt for enkel, replikkerne er statiske, og kampscenerne er ulogiske, og hele projektet virker for spartansk lagt op og gennemført med meget løs hånd. Det giver bonus i det mindretal af scener, hvor Wulff sejler i kano eller på anden måde bevæger sig søgende med åbent ansigt ind i et vildnis i nærheden af mørkets hjerte. Der er også en serie hårrejsende flotte billeder til stede, men de bliver ikke brugt til meget andet end at se ud. »Guldkysten« er ikke en helstøbt film. Det er en langstrakt tilstand af luftige prætentioner. Og hvor havde jeg egentlig undt den at være alt muligt andet og mere.

Hvad: »Guldkysten«.

Hvem: Instruktør: Daniel Dencik. Medvirkende: Jakob Oftebro, Danica Curcik.

Hvor: Premiere over hele landet.