Cool Keanu på blodtørstigt hævntogt - igen

»John Wick« ligner ved første øjekast endnu en overfladisk actionbasker, men den er heldigvis mere end det.

Keanu Reeves som John Wick. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

»John Wick« ligner ved første øjekast endnu en overfladisk actionbasker, der vægter hurtigt klippet kaos over indhold.

Men den er heldigvis mere end det.

Det ligner en pointe, at instruktør Chad Stahelski, der blandt andet har en fortid som Keanu Reeves’ stuntdouble i »The Matrix«, lader den tidligere lejemorder for den russiske mafia John Wick gå amok, fordi hans tidligere arbedsgivers forkælede søn har myrdet hans hund! En hund han fik af sin afdøde hustru for at hjælpe ham igennem sorgen.

Chad Stahelski understreger med et glimt i øjet, at han godt ved, at præmissen egentlig er lidt ligegyldig, bare actionscenerne virker. Og det gør de!

Når John Wick i skikkelse af Keanu Reeves går på hårdtslående og blodtørstigt hævntogt, der ikke stopper, før den sidste russer i byen – eller han selv – er død, sker det i gammeldags velkoordinerede actionscener a la klassisk John Woo. Her er ingen hektisk camouflage-klipning, kun den ægte vare.

»John Wick« er en underholdende hyldest til den klassiske actionfilm fortalt med et solidt selvironisk glimt i øjet.

Hvad: John Wick

Hvem: Instruktør: Chad Stahelski. Medvirkende: Keanu Reeves, Mikael Nykvist.

Hvor: Premiere over hele landet.