Det er ikke med rank ryg, at man som inkarneret aviselsker forlader biografen efter at have set dokumentarfilmen »Ekstra Bladet uden for citat«. Filmen er det interessante produkt af, at instruktør Mikala Krogh i et år har fulgt hverdagen på den legendariske tabloidavis, der som de fleste andre aviser har det svært. Alene i løbet af det år, hvor filmen foregår, falder Ekstra Bladets oplag fra 60.000 til lidt under 50.000 solgte aviser, og nedturen er fortsat.
Det er altså en barsk virkelighed, som indrammer denne film, der fremstår som en slags nøgternt dokumenteret nedtælling til avisdommedag.
Hovedperson er chefredaktør Poul Madsen, som vi gør følgeskab på de mange redaktionsmøder og de næsten melankolske køreture gennem København. Poul Madsen erklærer sin kærlighed til papiravisen, men har til gengæld svært ved at skjule, at han i Ekstra Bladets tilfælde ikke tror på dens overlevelse. Hele filmen igennem overvejer man derfor, hvorfor Poul Madsen mon på denne måde frivilligt udstiller sin egen afmagt. Og om det virkelig vil gavne Ekstra Bladet.
Mere om det senere.
Dramatisk drivkraft
Mikala Krogh fulgte avisen i det år, da to danskere blev taget som gidsler i Somalia. Ekstra Bladet iværksatte en stor kampagne for at få gidslerne hjem, hvilket blot skabte flere problemer.
Et tilsyneladende oprigtigt forsøg på at rette op på uretfærdighed medførte svære etiske bump på vejen, angående hvorvidt man i virkeligheden gik piraternes ærinde samt et sagsanlæg fra det ene gidsel, der følte sig skidt behandlet. Hvortil kommer, at Pressenævnet beordrede en irettesættelse bragt på avisens forside.
Mikala Krogh bruger denne affære som dramatisk drivkraft og som billede på avisens febrilske forsøg på at fastholde rollen som den lille mands beskytter. Forløbet bliver lidt langstrakt, men det blotlægger samtidig en yderst sigende rådvildhed.
Poul Madsen fremstår ikke som en stærk og handlekraftig leder, hans synligt desillusionerede kolleger kigger forgæves efter klare meldinger, og som tilskuer bliver man usikker på, hvad Ekstra Bladet egentlig er i dag. En seriøs journalistisk avis eller et blandet organ for nyheder, underholdning, sex og sladder?
Meget tankevækkende er en scene, hvor nyhedschef Heine Jørgensen på et møde siger, at avisen prøver at levere både pølser og Michelin-mad og ikke længere har et fælles DNA. De andre bliver fornærmede, men hans pointe er central. Ekstra Bladet har svært ved som faldende stormagt at reformulere sin rolle, og mens man tilsyneladende tror, at omverdenen stadig ser avisen som uundværlig, må redaktør Miki Mistrati meddele, at man dette år kun har modtaget seks praktikantansøgninger. Mens Politiken modtog over 80.
Den rigtige leder?
I denne bevægende film føler man virkelig med de prøvede journalister, der har medieudviklingen imod sig. De kan stadig tale i overskrifter, men øjnene er trætte, og man fornemmer den klare kontrast mellem skyggerne fra en svunden tid og den unge praktikant, der benovet får sin historie på forsiden og medbringer en sær stemning af forsinket begejstring.
Man følger også Poul Madsens forsøg på at søsætte diverse redningsaktioner. Han etablerer tillægget Ekstra og søger gode råd hos Huffington Post i New York, hvor man forstår at tjene penge på det digitale marked, hvor Ekstra Bladet herhjemme fylder meget. Det skaber bare ikke indtjening, og hvad papiravisen angår, løber chefredaktøren om kap med tiden og røber undervejs, at det har strejfet ham simpelthen at forlade skuden.
Således er spørgsmålet også, om Ekstra Bladet mon har brug for en leder, der med større styrke kan inkarnere den blanding af skamløshed og intellektuel begavelse, der kan løfte avisen fri af det skær af laveste fællesnævner, der til tider overskygger de journalistiske kvaliteter.
Og dernæst spørger man som sagt, hvad Madsens strategi med denne optræden er. Enten satser han på at oplyse befolkningen om, hvor vigtigt det er at bevare papiravisen, hvilket er prisværdigt. Eller også har han ganske enkelt undervurderet ekkoet af den modløshed, der har indtaget avisens lokaler.
Hvad end tanken var, vil filmen næppe gavne avisen som helhed, men tilbage står, at Mikala Krogh har lavet en hjerteskærende og på sin egen triste måde vellykket dokumentarfilm, der bliver siddende længe i sindet. Især hos den, der elsker aviser og ikke ønsker, at en eneste af dem dør.
Bestemt heller ikke Ekstra Bladet.
Hvad: »Ekstra Bladet uden for citat«. Hvem: Instruktør: Mikala Krogh. Hvor: Vises onsdag 1. oktober i mere end 40 biografer over hele landet. Derefter på udvalgte datoer i udvalgte biografer. Se mere på www.doxbio.dk.
Sørine Gotfredsen er forfatter, samfundsdebattør og sognepræst. Hun har tidligere arbejdet som journalist og skrev en overgang en sportsklumme for Ekstra Bladet.
