Et sted i udkanten af Sofia. Et fuglereservat. Hornbæk plantage. Det er stederne, og det er de steder, der indrammer og samler de tre fortællinger, der tilsammen danner Ursula Scavenius´ stærke debutbog, »Fjer«.
Et fællestræk ved første og sidste fortælling er desuden de mandlige jegfortællere, hvis blik og sprog ser på den verden, den kvindelige forfatter skriver frem. Og så er der, over alt, den der konstante følelse af særhed, der side op og side ned står side om side med en lidelsesfyldt kropslighed, som allerede titlens fjer diskret hentyder til.
Så lad os bare begynde med dem. Med fjerene. De vokser på drengen Anton, i fortællingen »Fugleland«, der er den sidste af de tre. Eller som der står:
»Han har kastet dynen af sig, og jeg kan se hans ryg, der er dækket af tykke dun. Dunene får ham til at ligne et barn, der har forsøgt at klæde sig ud som en fugl til fastelavn. Jeg henter straks en vaskeklud og skrubber ham over ryggen, men dunene forsvinder ikke.«
Antons mor bliver syg, hendes sygdom luller manden, jeg-fortælleren, ind i en tryghed, som forsvinder, da hun dør. Han bliver selv syg. Får svært ved at tisse. Hans »nosser er tørre som overfladen på en solskoldet øgleryg«.
Stærk dansk forfatterstemme
I den første fortælling, »Majinski«, er der straks fra begyndelsen død og ødelæggelse. Sådan her fortæller fortælleren: »Første gang jeg mødte Peter Majinski, kastede han et kålhoved efter en gammel hund, så den døde. Få dage efter gik hans kone ud foran en bil og blev lam, og jeg gav hende min sidste penge til en kørestol.«
I den anden fortælling, »Luna secunda«, den med fuglereservatet, er naturidyllen blevet til en naturtrussel: »Vandet er steget, men frosten holder vandet fanget i vinterens nådige fryser og udskyder, at øen forsvinder i havet. De skal skynde sig, hvis de vil have et barn, vise et barn verden«.
Kroppen kan bruges til sex, kroppen kan fyldes med mad, kroppen kan kapitulere. I »Fjer« er kropsligheden intens og intenst ubehagelig, og det gælder ikke kun menneskekroppenes kropslighed, det gælder også kropsligheden hos de dyr, der hele tiden er der.
Truende kroppe, som her: »De hunde havde ædt en kvindes bryster, men der var ingen i politiet, der troede på det, og hundene løb stadig frit omkring«. Eller spiselige kroppe, som her: »Til aften har vi ædt alt kødet og fedtet af en hund.« Velbekomme.
Som det turde fremgå, er »Fjer« ikke behagelig læsning. Ejheller usær. Vil man have let gennemskuelig prosa, der ikke går til yderligheder, må man gå i en stor bue udenom. Til gengæld venter der, for den, der tør, en prosaoplevelse, der kan lede tankerne hen på en Bjørn Rasmussens kompromisløse skildringer af kød og blod og kropsvæsker, på en Julio Cortázars virtuos foruroligende fabler, på alt muligt godt og mærkeligt ...
Ursula Scavenius er cand. mag. i litteraturvidenskab og italiensk, og man fornemmer, at hun har suget til sig, læst meget, ladet sig inspirere, og anderledes kan det jo ikke være, litteratur kommer også af litteratur, og summen af det hele er det afgørende. Summen her er en ny, stærk og original dansk forfatterstemme. Smuk og foruroligende. Foruroligende smuk.
Titel: Fjer. Forfatter: Ursula Scavenius. Sider: 105. Pris: 175. Forlag: Basilisk.
