Stein udgiver gennemført krimi med genialt plot

Jesper Stein formår på fremragende vis at lade sin udpinte hovedperson genopstå som en Fugl Føniks.

Jesper Steins »Aisha« er en nervepirrende spændende krimi med et genialt plot. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix

»Her er vi alle ofre og mordere,« bliver der på et tidspunkt sagt til den hårdt prøvede og hårdtlevende hovedperson, vicepolitikommissær Axel Steen, i Jesper Steins nye og endnu engang fremragende krimi, »Aisha«.

Axel Steen reagerer godt nok med et »fuck dig, dit store opblæste hellige røvhul«, men essensen er klar – og det er bl.a. dette, der gør Jesper Stein til en af de allerbedste krimiforfattere: Verden er ikke sort og hvid. Man er ikke enten offer eller bøddel, god eller ond. Vi er alle skyldige, vi er alle skadede.

Således er den seriemorder, der står bag en række bestialske drab på københavnske politi- eller rettere PET-folk, en person, som man også har en slags sympati for. Ligesom man omvendt ikke kun begræder de dræbte eller hylder dem for alle deres hidtidige gerninger. Jovist er de ofre, men ikke kun.

Heller ikke Axel Steen er en mand, man føler udelt sympati for, selv om han er helten, og selv om han gør et mere eller mindre helhjertet forsøg på at få bugt med sine dæmoner.

Jesper Stein adskiller sig fra de fleste (krimi)forfattere ved at kunne tegne nuancerede portrætter af sine figurer, og det er ikke blot med til at skabe større spænding, fordi man har svært ved at gennemskue, hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Det gør også læsningen til en ualmindeligt behagelig oplevelse.

Afsindigt godt leveret

»Aisha«, der er fjerde bind i serien om den alkohol-, hash- og kokainmisbrugende Axel Steen, indledes med en voldsom scene fra et drabssted, hvor en tidligere PET-agent og senere sikkerhedschef i Mærsk er blevet mishandlet til døde i sin penthouselejlighed i 8tallet på Amager.

Den dameglade Sten Høeck har blandt andet fået skåret øjenlågene af og halsen over, og Axel Steen og hans hold arbejder i første omgang med teorien om en hævngerrig hanrej eller en forsmået elskerinde. Men den dræbtes fortid i PET får dem til at fokusere mere og mere i den arbejdsrelaterede retning, ikke mindst fordi efterretningsvæsenet har sendt Stein en mand, der skal bistå i efterforskningen, men som sammen med andre PET-folk mest af alt synes at blokere for opklaringen.

For Steen er dette hans første drabssag, efter at han er kommet tilbage fra sygeorlov oven på den skudepisode, der nær havde kostet ham livet (i forrige bind, »Akrash«). Han har så at sige vendt døden ryggen i dobbelt forstand, idet han ikke kun med en kvindelig PET-agents hjælp overlevede kugleregnen, men også har lagt sit misbrug bag sig. Sådan nogenlunde.

Han er på sin vis genopstået som en Fugl Føniks, han har fået ny kæreste og ny chef og er flyttet fra sit elskede Nørrebro (Stein hylder bydelen med den smukkeste kærlighedserklæring i mands minde). Og med alles øjne i nakken får han endelig fokuseret i den rigtige retning, da han begynder at grave i en tre år gammel terrorsag, der både involverer hans egen kæreste og får indflydelse på hans privatliv.

Det er nervepirrende spændende. Det er afsindigt godt leveret. Det er gennemført skrevet og genialt plottet sammen. Det er kort sagt Jesper Stein.

Titel: Aisha. Forfatter: Jesper Stein. Sider: 444. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.