På den nyere danske poesis landkort er indtegnet nogle særlige friarealer, hvor digterne med de anderledes blomstrende særsprog udfolder sig.
Det er der, fjernt fra den mest ordinære sproglige trafik, at digtere som for eksempel Marianne Larsen med sit »mærkelighedssprog«, F. P. Jac med sine »læbefrækheder« eller Simon Grotrian med sine »citronnødvendigheder« boltrer sig, og det er også der, en Cecilie Lind dukker op med sine Scarykost-tekster.
»Scarykost« er Cecilie Linds fjerde bogudgivelse, og allerede hendes titler signalerer eftertrykkeligt en usædvanlighed: »Ulven åd min eyeliner«, »Dughærget pupil accelerer tusmørke« og »Strunk«. Invitationer til almindeligheder ligner det i hvert tilfælde ikke.
At »Scarykost« udkommer på mikroforlaget Ovbidat, der har fokus på lyrik og andre kortformer, er ikke nogen tilfældighed. Bogstaverne i forlagsnavnet står for en markant programerklæring: Organiseret vold begået imod den almindelige tale. At Ovbidat definerer sig selv som en slags reservat for særsprog er tydeligt nok, og Cecilie Lind-udgivelsen sidder lige i øjet.
»Scarykost« er på mange måder skræmmende kost, et sygdoms- eller spiseforstyrrelsesspor er gennemgående. »Kære Scarykost« indledes en række brevhenvendelser, der udgør en slags skelet – undskyld – i bogen. Madafvisninger, mangelfuld kontrol, overspisning og opkastninger hører til skræmmekostens signaturanretninger:
»Kaskader af klistret masse plasker ned i kummen. Det er som regel muligt at identificere de fortærede fødevarer. Ofte grøntsagsfragmenter i chokoladefarvet grød. Sump af synd udskylles efter granskning. Alt skal ses, noteres. Alt skal afvises. Mit hjerte speeder angst.«
Det lønner sig at hænge på
Cecilie Lind er de pinefulde udpenslingers poet for nu at gribe til de bogstavrim, som forfatteren helt åbenlyst dyrker med en slags musikalsk vellyst og ofte lader danse ned over siderne, »fortærede fødevarer«, »sump af synd«, »træt og tudende«, »dyd og dårskab«, »vilde vanvidsvover« osv.
Spiseforstyrelseserfaringerne er en rød tråd i »Scarykost«, og det vildt vrængende og hadsk rablende er en vigtig side af Cecilie Linds tekstunivers, hvor »Kære Scarykost«-sporet krydser et mere dagbogslignende spor eller et spor af henkastede one-liners, der spænder fra det rent pjattede, »en nøgen alf er minibar«, til de hastigt henkastede aflæsninger af sindstilstande, »jeg bokser lige lidt med mismod«.
Sprog- og humørskalaen i »Scarykost« spænder fra mismodet og det desperat vrængende til det overstadigt rablende på kanten af den rene nonsensglæde eller til en meget nutidig version af det romantiske digt: »hævnen er sweet stof, og min sukkerrøv byder sig til, jeg er strut, og pastelvorter, jeg begejstrer et blik og giver mig hen til hænder der happens to be yours ivrige poter…«
Som et modspil til spiseforstyrrelsestemaet er den glubske sprogappetit i Cecilie Linds tekster slående. Forfatterens poetiske strategi er en form for indfaldstummel og kaos.
Det går over stok og sten på lange stræk, og når ordgaloppen bliver vildest, må læseren som en slags sprogets rodeorytter anstrenge sig til det yderste for ikke at blive kastet af. Men det lønner sig at hænge på. Hvor er der tryk på de sproglige voldeligheder »mod den almindelige tale« i »Scarykost«. Hvor er der euforisk kraft i sprogglæden.
Titel: Scarykost. Forfatter: Cecilie Lind. Sider: 181. Pris: 100 kr. Forlag: Ovbidat.
