Jeg har lånt et par underlige løbesko. De ligner et par gammeldags gummisko. Bare mere avancerede og mere farvestrålende. De er helt flade. Uden hævet sål og svangstøtte, og jeg kan virkelig mærke underlaget, når jeg løber.
Men hvorfor indlede en boganmeldelse med at beskrive sit fodtøj? Jo, bogen »Født til løb« af den amerikanske journalist og langdistanceløber Christopher McDougall er nemlig noget nær et 400 siders langt argument for, at alle løbere - om de så løber otte eller 88 kilometer . bør lægge deres ofte dyre, moderne løbesko på hylden. I stedet skal de ned på deres flade fusser og løbe barfodet, eller i helt flade sko, sådan at fødderne og deres mange knogler får lov at udfolde sig frit.
Det kan forfatteren jo sagtens sige. Men han går langt i sin overbevisende argumentation for, at moderne løbesko er den direkte vej til skader, forkert løbemåde, og at de er med til at gøre verdens måske sundeste og hvert fald billigste motionsform til en byrde i stedet for en glæde.
Så naturligvis må jeg prøve et par såkaldte »barefootsko«. Jeg begynder forsigtigt, vil ikke blive skadet af at løbe på en helt anden måde, end jeg er vant til. Blandt andet skal jeg passe på ikke at lande på hælen. Om også jeg er født til at løbe på flade fødder, er for tidligt at sige. Men jeg fortsætter min research. På flade fødder.
Tilbage til bogen, der trods barfodsbudskabet halter i mål som god litteratur, men alligevel vinder læserens hjerte og interesse. I USA er den en bestseller.
På den ene side finder forfatteren masser af videnskabelige - og logiske - argumenter for barfodsløb. Han blader i forskningsartikler, fører dialog med eksperter i biomekanik, evolution og antropologi og når frem til, at ingen anden art som mennesket i den grad er født til at løbe.
Mennesket kan på sine flade fødder løbe uendelig langt og har med sin oprejste og hårløse krop den store fordel, at det nemt kan komme af med varmen, hvilket andre, behårede skabninger med deres orale varmeregulering ikke er nær så dygtige til. Så pyt med, at skridtene bliver kortere i bare fødder end løbesko.
Christopher McDougall henviser til, hvordan buskmændene i Kalahari i det sydlige Afrika stadig mestrer kunsten at jage i flok under den bagende sol og gennem flere timer stresse deres bytte, så det hverken får skygge, hvil eller væske. Til sidst står det gispende offer, måske en velvoksen kudu, bare og venter på at få halsen skåret over. Slidt ned i løbedysten mod mennesket, verdens bedste langdistanceløber, der modsat andre pattedyr ikke er bundet af, at åndedræt skal følge puls.
På den anden side er bogen storslem i sit forsøg på at virke intens og levende. Sådan noget med daredevil møder surferbabe møder spirituel indianer, og hu-hej hvor det går. Masser af malende og meget lange reportager fra ekstremløb på 80 kilometer eller mere. Masser af namedropping og et alenlangt persongalleri. Lidt for speedet og de mest intetsigende dialoger læst længe à la »okay, er du klar?« og »jeg er så klar«. Måske det er fresh og funky på originalsproget, men på dansk forekommer det til tider direkte gumpetungt.
Og selvfølgelig bliver løb gjort til noget spirituelt, noget kunstnerisk, noget med gode egenskaber. Den tjekkiske løbevæltepeter Emil Zatopek var så rar, fordi han var så god til at løbe og omvendt. Ultraløbere bliver omtalt i samme åndedrag som 1920ernes store (amerikanske) forfattere og som 1950ernes beatpoeter.
Derfor bliver de ukronede konger af ultraløb, de sky, ukendte, generte og hemmelighedsfulde tarahumaraindianere i mexicanske Barrancas del Cobre, da også fremstillet som en slags ædle vilde, der aldrig har tabt den medfødte, naturlige glæde (en sådan findes, påstås det) ved at løbe. De løber langt, derfor er de, mener Christopher McDougall, der, ud over sig selv, tildeler de sympatiske tarahumaraer bogens hovedroller.
»Født til løb« er en vild bog. Det er vildt, at nogle indianere i Mexico er så gode til at løbe. Det er vildt, at nogle gider løbe så langt. Og det er vildt, så god og dårlig en bog kan være på én gang.
1. Læg ud på læg ud på græs, i sand eller andet blødt underlag.
2. Læg ikke for hårdt ud. Prøv med et par kilometer i første omgang.
3. Du må indstille dig på, at du kan blive øm, for eksempel i læggen. Ben og fødder arbejder helt anderledes end i løbesko og det er f.eks. svært at finde det rette greb nedad bakke.
Kilde: »Født til løb«
