»Men dengang, den sidste nat strøg han mig lige med en finger. Et par gange op og ned på det lille stykke midt på rygraden. Jeg blev så overrasket. Jeg blev så glad.«
I Hanne Ørstaviks »Der findes en stor åben plads i Bordeaux« har Ruth mødt manden i sit liv. En udtrådt frase, javel, men her skal den tages bogstaveligt. Ruth kan ikke leve uden Johannes. Hun er blevet afhængig af ham på så mange niveauer.
Alligevel er de som par slet ikke nok for hinanden. Deres behov for forskellige, deres drifter ikke del af samme strøm. Derfor slår hendes glæde ved hans korte berøring i citatet ovenfor også hurtigt over i sorg: »Og jeg græd. Han havde vist mig godhed. Men måske græd jeg mest over at være nået dertil, at selv så lidt ømhed gjorde mig glad.«
Forud for denne ulykke i slowmotion er gået et smukt møde: En dag læser Ruth, der er billedkunstner, en artikel i et tidsskrift. Den er skrevet af en kunsthistoriker med en særlig klarhed i sin tekst, »den holdt tankerne så klart frem med ordene, som havde han ordene i hånden«, og hun finder hans nummer og sender en rosende, men nøgtern sms, som han takker høfligt for. Men så, en uge senere, sender han en ny besked, hvor han spørger, om hun vil møde ham. Det er det, hun hele tiden har håbet på. Og snart sidder hun i et fly på vej fra Oslo til Bergen for at besøge en mand, hun kun kender fra en tekst og et lille foto i et tidsskrift.
Men lige så sikker Johannes er, når han skriver om kunst, lige så kejtet er han i verden. Kan ikke finde fra lufthavnen til sin egen by, har ketchup i sit skæg, er i det hele taget ikke nogen indlysende Don Juan. Men der opstår alligevel en særlig forbindelse mellem dem. I hvert fald fra hende til ham. Hvad han inderst inde tænker, ved hverken Ruth eller læseren. Det vakuum i romanen fyldes i stedet ud af Ruths følelser, sansninger og uendeligt mange tanker om, hvorfor Johannes, dette enigma, ikke vil have sex med hende, og, når det endelig er, foretrækker analt samleje, ingen øjenkontakt.
Alt dette reflekterer Ruth over og lider under i Bordeaux, som hun er rejst til for at udstille sine billeder. Johannes skal støde til senere, inden ferniseringen, men det ved hun, han aldrig vil gøre. Han vil glemme det, ikke møde i lufthavnen i tide, ikke få slæbt sig hjem fra en af sine døgnlange drukture, fra sine mange besøg på stripklubber og hele den sexverden, han lever i ved siden af sit parforhold.
Forholdet til Ruth er derimod platonisk. Og hvor Ruth i begyndelsen var »i stykker af glæde«, er hun i Bordeaux i stykker af frustration, forvirring og sorgfarvet savn. »Det er en længsel efter HAM. At foreningen skal ske, ikke bare siges eller tænkes«.
Der er også andre mennesker i romanens rum, men de ligner alle spejlinger af Ruth og hendes forhold til Johannes. Hanne Ørstavik skriver på én gang meget konkret, sanset og fortættet lyrisk om det hele og ikke mindst om kroppen, kønnet og længslens og lystens gnaven i Ruth.
Nok er »Der findes en stor åben plads i Bordeaux« en roman om seksualitet, men ikke en erotisk roman, og Ruths uforløste kærlighed og behov for at blive rørt, blive taget, af Johannes bliver indimellem gentaget ud over irritationens grænse. Men det er jo netop længslens og savnets natur: At det bare bliver ved og ved og ved. Og ved.
Den malende, udmattende følelse overfører norske Ørstavik, der har et stort, stærkt forfatterskab bag sig, til læseren. På uhyre konsekvent vis. Og det kunne være interessant, hvis hun en dag skrev romanen igen. Set fra Johannes’ vinkel.
Titel: »Der findes en stor åben plads i Bordeaux«. Forfatter: Hanne Ørstavik. Oversat af Karen Fastrup. 216 sider. Pris: 280 kr. Forlag: Gyldendal.
