Finsk litteratur er ikke ligefrem i vælten i Danmark. Ja, vi er på den led nogle forsigtigpetere, der foretrækker skandinaviske eller engelsksprogede forfattere og har svært ved at mønstre interesse for snart sagt alt andet.
Men der er undtagelser, som finske Sofi Oksanen, der brød internationalt igennem med »Renselse« - den bog, der i 2010 gjorde hende til den yngste modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, og som er en ambitiøs fortælling, der – også typisk for Oksanen – tager afsæt i Estland og i landets lidelsesfulde historie. Hendes mor er estisk, så dér ligger en del af forklaringen på, at hun har valgt det estiske som scene i omfangsrige romaner, der også beskæftiger sig indgående med kvinders roller i epoker, der ellers har det med at handle om mænd, når det kommer til historiebøgerne.
Oksanens nye roman, »Norma«, er et frisk sving i forfatterskabet, og ambitionen er vist at sige noget om, hvor let kvinder bliver udbyttet og udnyttet af mænd og kapital i den moderne virkelighed. Vigtigt og relevant stof. Problemet er bare, at »Norma« ikke fungerer som roman. Eller måske er det bare mig, der ikke tænder på historien, der blander thriller-elementer med en art magisk realisme og fortæller om Norma, hvis hår vokser abnormt hurtigt, flere meter om dagen, og desuden er i stand til at mærke skift i stemning og atmosfære.
Normas mor har holdt hende væk fra verdens kynisme, men da hun dør – måske mord eller selvmord – falder skællene langsomt fra datterens øjne, og hun begynder at forstå, at hendes mor arbejdede i en frisørsalon, der var involveret i handel med hår og rugemødre.
Men da moren efterlod en gæld, er Norma tvunget ind i salonen, ind i ondskabens centrum, hvor stærke kræfter er på spil, mens hun via sin mors videodagbog bliver klogere på det liv, hun levede, og det liv, hun selv blev skærmet fra.
Hun har aldrig været som andre, hun er ikke normal. Navnet Norma er jo også »normal«, hvor l’et er faldet af.
Der er mange flere tråde og ledetråde i Oksanens roman, der blandt andet trækker på eventyret om Rapunzel og bibelhistorien om Samson – hårets rolle i kulturhistorien er rasende interessant – og der er faktisk ikke noget ufordelagtigt at sige om hverken tematik eller ideen med det evigt voksende hår. Men det er der desværre om fortællingen, hvis spændingsmotor aldrig kommer i omdrejninger. Det er simpelthen kedeligt at følge Norma og hendes omgang med den farlige salonejer Lambert og hans vidtforgrenede »klan«.
Sofi Oksanen skulle efter sigende have skrevet »Norma« for sin helt egen skyld, af ren og skær lyst, og som en form for aflastning efter de store, meget krævende og komplekse romaner. Det er fuldt ud forståeligt. Men måske skulle hun bare have ladet resultatet blive på laptoppen. Eller hvor nu ellers de manuskripter, der ikke rigtig vil løfte sig, bliver stedt til hvile.
Titel: Norma
Forfatter: Sofi Oksanen. Oversætter: Birgita Bonde Hansen. Sider: 300. Pris: 300 kr. Forlag: Rosinante.
