Tågen over hedelandskabet ligger som en dyne af dysterhed og sniger sig langsomt og umærkeligt ud fra siderne og ind over læseren, så man pludselig ikke kan se meget mere end en hånd eller en bog, denne bog, for sig. Håkan Nessers »Levende og døde i Windsford.« Kulden, stilheden, mørket mærker man først, når historien har slået sin koldklamme klo i én, og man ikke længere kan lægge den fra sig.
Så man gør som jeg-fortælleren, Maria. Vandrer ud over den sydvest-engelske hede, lytter til lydene af ingenting, møder vildhestene og den stillestående voldsomhed i det kuperede, smattede landskab og forsvinder fra den moderne, digitaliserede omverden.
Maria er en kvinde med en fortid, som hun skjuler. Hun er kommet til den lille flække Windsford en sen aften i november, hun har lejet et ensomt beliggende hus på heden af en sær gammel mand, og kun sporadisk tager hun ind til den lille by for at koble sig på internettet i det lokale computerhjælpecenter eller for at spise på byens kro.
Ellers er hun alene. Hun går ture med sin hund, hævder at hun er forfatter og i gang med at skrive en ny roman og opgiver et andet efternavn end sit eget. Anderson i stedet for Holinek.
Maria Holinek er i virkeligheden en tidligere kendt svensk TV-vært, gift med en flamboyant litteraturprofessor og efter sigende på rekreativt skriveophold med manden i Marokko, efter at han er blevet hængt ud offentligt for at have voldtaget en stuepige på et hotel (sic!). På vejen derned gør parret holdt i Polen, hvor de besøger en af mandens gamle venner fra sommerrefugier for forfattere i Grækenland og senere Marokko.
Disse årlige sommerophold, der fandt sted tilbage i 1970erne, danner rammen om en del af historien, eftersom der dengang skete noget, som tilsyneladende ikke tåler dagens lys. Det feterede engelsk-amerikanske par, der husede de mange unge forfatter- og filosofaspiranter, er siden døde, og professor Holinek har følgelig besluttet at skrive om det, ingen har vovet at tale om.
Derfor skriveopholdet i Marokko, hvor nogle af begivenhederne fandt sted, og derfor besøget hos den polske ven, der ikke er udelt begejstret for projektet.
Undervejs mellem Polen og Marokko sker der imidlertid noget, der gør, at Maria senere finder vej til det øde hus på den engelske hede. Herfra kapper hun de fleste bånd til fortiden, skriver kryptiske mails til de voksne børn, venner og bekendte og venter på, at tiden skal gå.
Hun hjemsøges imidlertid af både tanker om sit liv og af stedets historie, måske også af én, der kender visse af hendes hemmeligheder, og hun møder nye bekendtskaber, der forstyrrer hendes selvvalgte isolation.
I et dystert univers
Det er dystert og mørkt og samtidig umådeligt smukt. Gennem hele bogen ligger en tone af tristhed, iblandet underspillet uhygge og en poetisk refleksion, der både er beroligende og foruroligende.
Sproget er samtidig let og legende, ja lokkende, og disse umiddelbart modstridende karakteristika i fraseologi og indhold, i udtryk og indtryk, løfter »Levende og døde i Windsford« til noget andet og mere end en spændingsroman i traditionel forstand. Nesser leger med forskellige genrer, og han gør det godt.
Bogen handler overordnet om flugt, fortrængning og forliste forhold, og den kredser om den teoretiske tanke, at man kan lægge sin fortid bag sig, kappe alle bånd og begynde forfra på et nyt liv midt i livet, afklaret og renset for hidtidige tanker, traumer og tildragelser. Nessers morale får man til slut, om ikke før, for undervejs filosoferes der over livet og døden, over de levende og de døde, så man næppe kan være i tvivl.
Både mentalt og digitalt er det svært at slippe for sig selv og sin egen skygge – man skal i al fald være nessersk smidig for at kunne slette alle kort-, computer- og kameraspor efter sig i den moderne verden.
Der er med andre ord og kort sagt tale om en bog, der indbyder til både adspredelse og fordybelse. Den er let læst, men svær at slippe, ikke mindst fordi tågen fra heden ligger tungt over ens tanker længe efter.
