Ungdommelig naivitet og det efterfølgende fortrængte selvopgør med fortidens synder er omdrejningspunktet i Hans Mortensens sympatiske spændingsroman »Fjendens bedste ven«.
Danske ungkommunisters ukritiske forgabelse i østtysk forlorenhed m.m. bliver taget under (u)kærlig behandling af Weekendavisens skarpe politiske reporterpen, og Mortensen trækker behændigt tråde fra forhistorien frem til nutiden og fletter den totalitære stats lange fangarme ind i vore dages kriminelle underverden.
Desværre forbliver dette spændende setup en anelse uforløst, ikke kun fordi sproget for det meste mangler spændstighed, og der er overdoseret med fyldord som »vist«, »jo«, »vel« og »lige«, men først og fremmest fordi uhyggen aldrig helt indtræffer.
Selv om der bliver lagt op til mere, holder historien sig på mainstream-niveau med lidt for lette løsninger og korte genveje på forskellige litterære udfordringer. Som når en fortidig hændelse bliver belyst gennem let umotiverede, kursiverede flashbacks, eller som når hovedpersonen, Kasper Berg, pludselig alligevel undrer sig over noget, han ikke tidligere fandt mærkeligt.
Kasper Berg er en midaldrende, lettere fordrukken, fraskilt journalist, der har sin karrieres storhedstid bag sig. Han er netop blevet fyret i den seneste af mange fyringsrunder fra det københavnske dagblad, hvor han har arbejdet i det meste af sit professionelle liv, da hans gamle ungdomsven Bjarne dør.
Berg har derfor masser af tid, da det viser sig, at vennens død ikke var helt så naturlig, som nogen vil have det til at se ud, og han begynder at grave i fortiden. Ud af gamle breve og papirer vokser et nyt og ukendt billede af Bjarne frem – var han i virkeligheden hemmelig Stasi-agent, og har hans død noget at gøre med tegninger fra forskellige militære anlæg i Danmark og Norge?
En strengere redaktør havde hjulpet
I deres unge dage, da Kasper Berg var politisk aktiv i Danmarks Kommunistiske Ungdom, havde han engang lokket den upolitiske Bjarne med på en studierejse til Østberlin. Det viser sig nu, at Bjarne dengang faldt for den unge kønne østtyske guide, hvilket han dog aldrig indviede Berg i. Udviklede dette spæde forhold sig til noget uoverskueligt stort og farligt for Bjarne?
Berg finder frem til guiden, der nu lever en anonym og stille tilværelse som tolk for et tysk firma, og gennem hende og sin videre research får han efterhånden lagt brikkerne til det store fordækte puslespil, der både involverer gamle Stasi-folk, pensionerede koldkrigskæmpere, østeuropæiske kriminelle og en kvindelig dansk højesteretsdommer med ambitioner om en toppost i FN.
Hvis Hans Mortensen havde haft en redaktør, der turde hjælpe med at stramme op i sproget, rydde ud i fyldordene og kratte lidt i formen, havde »Fjendens bedste ven« kunnet blive en over gennemsnittet god spændingsroman.
Forfatterens indsigt og (personlige?) viden, hans formidling af troværdig journalistisk research og bogens finurlige plot ligger et godt stykke over genrens standard. Men der skal mere end en dygtig journalist til at gøre en uforlignelig (spændings)roman, og der skal mere end en velvillig anmelder til at drysse flere stjerner over denne udgivelse.
Titel: Fjendens bedste ven. Forfatter: Hans Mortensen. Sider: 260. Pris: 250 kr. Forlag: People’s Press.
