Har verden egentlig brug for flere romaner, der ligner tusindvis, ja, millionvis af andre romaner? Spørgsmålet melder sig hos den, der læser meget. Både når romanen er håbløst konventionel, eller når den forsøger at sprænge formen og de konventioner, enhver forfatter bør udfordre eller i det mindste forholde sig til.
Svenske Andrzej Tichý har med sin monumentale »Kairos« ikke bare forsøgt at udvide, men også sprænge romanrummet. Måske giver det ikke engang mening at kalde den en roman, for det er snarere, i mangel på bedre begreb, et fragmenteret tekstværk.
En nøgle til at komme ind i romanen – lad os for nemheds skyld kalde det sådan – findes i titlen, og »kairos« er ifølge forlaget et græsk begreb for »det rette øjeblik, et kritisk punkt mellem to hændelser, som står i modsætning til »kronos«, den lineære tid.«
I »Kairos« er hændelserne, der optræder uden kronologisk rettesnor, historiske.
Nedslag i virkelige begivenheder hvor revolutionen i et øjeblik har forekommet mulig. Ungdomsoprøret, Det arabiske forår, fagforeningskampene i 1920ernes USA, er således nogle at de begivenheder, Tichý beskriver i romanen, der trods den enkelte revolutions iboende optimisme, dens tro på forandring til det bedre, er pessimistisk. Og i en verden, hvor håbløsheden oftest vinder, kan selvmordet være en moralsk forsvarlig vej ud.
På sporet af den døde digter
Et af sporene i »Kairos« handler da også om den svenske digter og romanforfatter Karin Boye, der tog sit liv som 40-årig, i 1941, og i romanen fortæller den tyske forfatter og billedkunstner Peter Weiss om sit møde med hende under Anden Verdenskrig.
Det er et formidabelt Boye-portræt, Tichý ad den vej tegner, og det er samtidig et karakteristisk greb i romanen sådan at udstyre mennesker, der virkelig har levet, med replikker og fiktive træk.
Hvad der er fiktion, og hvad der er virkelige biografiske facts, er svært at gennemskue, og Tichý skriver på sidste side, at »Kairos« indeholder »Fordrejede og skjulte citater« og lister så det væld af kunstnere og tænkere, der optræder i romanen. Deriblandt Bertolt Brecht, som Tichý bruger på en endnu mere alternativ facon ved at bringe hans karakter Johanna Dark fra skuespillet »Den hellige Johanna fra slagtehallerne« i spil på lige fod med alle andre i det virkelige eller halvvirkelige galleri.
Grænserne mellem sandhed og digt, fiktion og fakta er udviskede, og det er blot én af pointerne i »Kairos«, hvor alt synes i opløsning og uden retning. Det belyses måske også med det sørgetog, der går gennem et af romanens seks spor, og som ingen ved, hvor kommer fra eller skal hen. Det er den retningsløse sorg, sådan som jeg læser det, der er et vilkår i vor tid – smerten, der er uden objekt i den flimrende, pixellerede nutid – og i sidste ende er romanen et portræt af vor tid.
»Kairos« kan læses sådan. Men også på andre måder: Det er en åben, abstrakt roman, der trods sine glimt af håb er tættere beslægtet med dystopien end utopien, og hvor teksterne nogle gange løber over flere sider, andre gange bare udgøres af en enkelt linje.
Det er et imponerende værk i såvel idé og eksekvering, der dirrer et sted mellem essayistik, prosa og poesi og giver mere, end det kræver. Det siger ikke så lidt.
Titel: Kairos.
Forfatter: Andrzej Tichý.
Oversætter: Julie Sten-Knudsen.
Sider: 452.
Pris: 200 kr.
Forlag: Arena.
