Mere amerikansk end »mac & cheese«?

To nye romaner tager livtag med en amerikansk virkelighed, der mest ligner et mareridt.

De er begge kvinder, amerikanere og under 50. De har begge skrevet bøger om at høre til og finde sig til rette i en verden, man ikke forstår. Tilmed udkommer begge romaner –fra Amity Gaige og Maria Semple – med lovprisninger fra tidens store, amerikanske litterære stjerne, Jonathan Franzen, på forsiden. Og er der én, der har formået at skrue store, underholdende samtidsromaner sammen, er det som bekendt ham.

Tematisk ligner de to romaner også hinanden. Det er den utilpassede, der står centralt i begge bøger. Outsideren, som forsøger at forstå og leve op til forventningerne i et Amerika, hvor man både skal kunne skille sig ud og leve op til fællesskabets krav om tilpasning.

Og det har begge bøgers protagonister mere end svært ved. I Amity Gaiges »Forsvindinger« er det den tyske immigrant Erik Schroder, der som dreng flygter fra DDR og vokser op sammen med sin far i Massachusetts. Men som 14-årig tager Erik en beslutning. Han vil være amerikaner! Og da chancen byder sig, tager han skridtet og skifter til det mest mytiske og ærkeamerikanske navn af dem alle - Kennedy! Men selv om Eric, som han nu kalder sig, forsøger at tilpasse sig og blive mere amerikansk end macaroni and cheese, er der alligevel noget der mangler. Man kan tage en østeuropæer ud af DDR, men kan man tage DDR ud af en østeuropæer?

Romanen er formet som et forsvarsskrift til hustruen, Laura. Et langt åbent brev, hvor Erik for første gang fortæller den sande historie om sit liv. Om sine forældre, kampen for en amerikansk identitet, ægteskabet, løgnene og de begivenheder, der fører til, at han ender med at flygte med sin syv-årige datter, Meadow.

Eskapisme er også temaet i Maria Semples veloplagte »Hvor blev du af Bernadette?« om den engang så succesrige Los Angeles-stjernearkitekt Bernadette Fox, der er endt i et levende mareridt blandt overprivilegerede curling-unger og konkurrerende soccer moms i den regnvåde Microsoft -og Starbuckshovedstad Seattle. Bernadette har forskanset sig med socialfobi i familiens faldefærdige hus og ordner alle sine ærinder med hjælp fra en »virtuel« assistent i Indien, mens hendes flinke mand, Elgin, arbejder (alt for meget!) for Microsoft, og den begavede, men skrøbelige datter, Bee, er Bernadettes eneste forbindelse til virkeligheden.

Maria Semple har opbygget romanen som et kompendium af dokumentation – mailkorrespondancer mellem to mødre, der hader Bernadette inderligt, håndskrevne noter, breve, journaler, og Bees egen jegfortælling, der binder det hele sammen – og som bid for bid fortæller historien om Bernadettes gradvise deroute, der kulminerer på Antarktis.

Maria Semple har været manuskriptforfatter på flere amerikanske TV-serier, og hun har et skarpt, satirisk blik for de konforme og ambitiøse Bill Gates-tilbedere, i hvis selskab den følsomme og fritænkende antiheltinde Bernadette er bukket under. Men selvfølgelig rejser Bernadette sig til slut, som den stærke kvinde, hun jo selvfølgelig er, og træder i karakter som hustru, mor og powerkvinde. For det er det, »Hvor blev du af, Bernadette?« først og fremmest er: En moderne, feministisk slagsang.

Historien er sjov, men formen minder umiskendeligt meget om Jennifer Egans pulitzerprisvindende og postmoderne roman »Tæskeholdet banker på« (2011), der formåede at gøre en power point-præsentation(!) til en af romanens mest rørende passager. I forhold til den – og i det hele taget – virker Maria Semples form både fortænkt og forstyrrende. Men det er alligevel medrivende, underholdende og til tider rigtig morsomt – som et afsnit af »Desperate Housewives«, man hurtigt har glemt igen.

Så er der langt mere på spil i »Forsvindinger« om den stakkels Erik Schroder, der prøver og prøver, men aldrig formår at blive en ægte Kennedy. Amity Gaiges roman bliver en smuk og meget rørende road novel og forsvarsskrift om en utilpasset mands kamp for sin datter. En historie om at høre til og jagten på identitet i et USA, hvor det er alt for let at bukke under.

4 stjerner
Forfatter: Amity Gaige. Titel: »Forsvindinger«. Oversætter: Juliane Wammen. Sider: 224. Pris: 249,95 kr. Forlag: Lindhardt & Ringhof.

5 stjerner
Forfatter: Maria Semple. Titel: »Hvor blev du af Bernadette«. Oversætter: Johnnie McCoy. Sider: 320. Pris: 279 kr. Forlag: Gad.