Mens poesi og kortprosa blomstrer som aldrig før, udgiver Jan Thielke, der både har flere digtsamlinger og erfaringer som anmelder, forlagsdirektør og organisationsmand i bagagen, en rigtig gedigen, gammeldags moppedreng af en udviklings- eller dannelsesroman. Og så ligner de små 500 sider i »Espegare« endda bare begyndelsen på en endnu længere historie om drengen og den unge mand Kim fra Espergærde.
Læseren møder Kim som 11-årig i 1975 på et drengeværelse med plakater på væggene og blade som Go og Vi unge i dynger på den uredte seng sammen med tegneseriehæfter og kassettebånd med Sweet og Slade. Små syv år senere, i 1982, forlader romanen sin hovedperson i en Morris Mascot ved siden af Merete på vej til en koncert med Trille.
»Han vil ikke være her«
Undervejs tegner Jan Thielke gennem en række glimt og episoder det psykologiske portræt af Kim, den skarpe iagttager og registrator, der holder sig på afstand af og også føler sig udenfor i de fleste sammenhænge. Typiske er de ord, der følger drengens entre i den nye klasse i Espergærde, hvor hans forældre netop har overtaget butikken Leg og sport: »Han ønsker slet ikke at placere sig. Han er her ikke. Han vil ikke være her.«
Forældre, forskellige slægtninge, forældrenes omgangskreds og klassekammeraterne udgør bogens persongalleri, og ikke mindst en række pigeportrætter i miniformat er en slags rød tråd frem gennem udviklingshistorien
Kontrasten mellem den generte Kims kontaktproblemer og kejtede sværmerier og de mere vilde fantasier, når han onanerer til billederne i Ugens Rapport, er en af pointerne i en roman, der i den grad tager almindeligheden på sig og gør den til et hovedmotiv. En almindelighed ganske vist med små glimt og antydninger af underliggende hemmeligheder og konfliktstof.
Det uhyre detaljerede og præcise tidsbillede med charterrejser, hessianbeklædte vægge, Præstetanker og Okseblod i vinglassene og snak om skrankepaver ved bordet er trumf hos Jan Thielke, der med sin version af en slags kystbanerealisme bringer stafetten fra Christian Kampmanns og Anders Bodelsens nyrealisme med dens interesse for den faktiske verden videre.
I punkmusikkens epoke
Fra signalementet af 60ernes middelklasse-Danmark i romaner som for eksempel Bodelsens »De gode tider« flytter Jan Thielke i »Espegare« fokus til 70ernes småborgerlighed, som den personificeres af Kims forældre med det omhyggeligt organiserede liv og butikken, der kræver hårdt slid af dem begge to. Vi er i den grad i Centrumdemokraternes og Fremskridtspartiets årti, der samtidig er punkmusikkens epoke, og kontrasten mellem småborgerlighed og punkrevolte er en del af brændstoffet i »Espegare«. De meget udførlige redegørelser for kvaliteterne hos de forskellige musikgrupper tegner på en måde Kims oprør mod forældrenes snæversyn.
Den samvittighedsfulde grundighed og omhu i skildringer og beskrivelser er på samme tid styrken og svagheden i Jan Thielkes roman. Momentvis bliver »Espegare« temmelig lang i spyttet, men samtidig vokser fortroligheden med Kim, og tidsbilledet formidler sit eget lettere nostalgiske velvære.
»Espegare« er en sympatisk roman med en psykologisk troværdig udviklingshistorie og et nuanceret signalement af 1970ernes Danmark. Et satirisk element ligger måske på spring, men solidariteten bevares – også der, hvor småborgerligheden er mest iøjnefaldende. Og det er klart en af romanens kvaliteter.
Forfatter: Jan Thielke.
Titel: »Espegare«.
Sider: 489.
Pris: 350 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.
