Var vikingerne frygtelige krigere, der myrdede og voldtog? Eller var de fredelige folk, der kun en sjældent gang greb til plyndring og voldtægt? De to synsvinkler har vekslet i mange år. Vil man læse om de krigeriske vikinger, så er der nu på dansk kommet en norsk bog, der på fornemmeste vis fortæller om vikinger med våben i hånd. Den er skrevet af historiker Kim Hjardar og konservator Vegard Vike og har fået titlen »Vikinger i krig«.
Vi kender bedst vikinger fra irske skriftlige kilder, der skildrer dem som drabelige røvere, og fra de sagaer, som jo heller ikke skjuler de blodige spor, som de efterlod. Forfatterne skriver, at mandens ære og hæder var afgørende for vikingerne. Mændenes indsats på slagmarken skabte deres status, og hvis de klarede sig godt, blev deres og deres kvinders prestige styrket. Hvis de døde i kamp var det ærefuldt. Hvis de derimod opgav eller flygtede fra kamp og udfordring, så blev deres position forringet. Her var der ingen krisepsykologer, og personligt mod var den største dyd, en mand kunne have.
Forfatterne mener, at danskerne i århundreder handlede fredeligt med andre folk, men at vikingetiden netop var karakteriseret ved en ændret adfærd, nemlig at man drog ud for at erobre og hærge. Det hang sammen med, at en krigermentalitet vandt frem, hvor mændene kunne vinde ære ved kamp. Vikingerne fik efterhånden bedre våben, og ikke mindst betød udviklingen af skibene, hvor man kombinerede sejl og årer, at man fik mulighed for at drage på lange togter.
Af de tre nordiske lande havde Danmark den fordel at være det mest frugtbare, og her boede også flere mennesker end i Norge og Sverige. Godt 500.000 i Danmark. Forfatterne vurderer, at godt en tredjedel var trælle.
Forfatterne beskriver, hvordan en vikingehærs centrale element var hirden, høvdingens personlige stab, der havde svoret troskab til ham. Denne hird bestod af unge krigere, der hovedsageligt endnu ikke havde stiftet familie. For de ikke krigsdeltagende var der en ledingspligt, der bestod i, at frie bønder skulle bidrage med skibe, våben, mad eller mænd.
Efter denne snak om organisation og samfund kaster forfatterne sig ud i en herlig gennemgang af våben, togter og krige. Beskrivelsen er krydret med et varieret udvalg af illustrationer, der omfatter kendte og ukendte afbildninger af vikinger og deres våben, og så gengiver forfatterne desuden glimrende nutidige tegninger, som der dog ikke redegøres nøjere for.
Rå typer i civiliseret lys
Forfatterne indrømmer, at vikingerne var nogle rå typer, men de forsøger at fremstille dem i et relativt civiliseret lys. Når de tog fanger, solgte de dem på slavemarkeder, men frigav også mange og nedslagtede ikke folk blot af ondskab. Vi er langt fra Islamisk Stat og Taleban og nok nærmere rockerstilen, og forfatterne mener også, at vikingerne blandt andet strakte sig langt for at spare munkenes liv, når de havde erobret et kloster.
Vikingerne kunne komme i små grupper, men med tiden blev der også tale om egentlige hære. Således var den hær, som Harald Hårderåde tog med sig til England i 1066, af betydelig størrelse, og den bestod af både professionelle soldater og ledingskrigere.
Når slaget begyndte, forsøgte man ofte at dræbe modstandernes ledere, for så var hæren uden kommando. Lykkedes det ikke, kunne man kæmpe i dagevis. Pile og kastevåben var vigtige, og en mand kunne have 24-30 pile til sin rådighed. Forfatterne skriver, at mange blev ramt af angst og nervøs mave lige før kampen begyndte, og at man forrettede sin nødtøft på slagmarken. Hvorfra Hjardar og Vike har denne detaljerede viden om krigernes mavefunktion vides ikke, men ellers er der i bogen en omhyggelig gennemgang af kilderne og deres troværdighed.
Det var en mandeverden, men var der også kvindelige krigere – eller skjoldmøer? Ingen samtidige runetekster omtaler kvindelige krigere, og de er heller ikke nævnt i angelsaksiske, irske eller frankiske skriftlige kilder. De ældre romerske historieskrivere nævner dog alle kvindelige krigere i nord- og østeuropa, men her er vi altså et godt stykke tid før vikingetiden. Der optræder en masse krigerkvinder hos Saxo, men Hjadar og Vike tror ikke meget på Saxos oplysninger. Der er dog fundet våben i flere kvindegrave, hvilket kunne tyde på, at der var skjoldmøer. Men forfatterne synes ikke helt overbeviste om, at kvinder viste sig på slagmarken.
Alle aspekter af vikingekrigeren beskrives og illustreres i dette pragtværk i storformat på 400 sider. Bogen er udgivet af det lille forlag Turbine, og det er flot gået. Det er en fryd at læse teksten, der er fornemt oversat af tidligere museumsinspektør Annette Damm. En pragtgave til drenge og piger, der ikke lader sig skræmme af vikingeblod og drabelige slag.
Titel: Vikinger i krig.
Forfattere: Kim Hjardar og Vegard Vike.
Sideantal: 398 sider.
Pris: 370 kr.
Forlag: Turbine.
