Hverdagen er fuld af små hvide løgne. Eller… måske ikke altid helt hvide løgne, oftere grågrumsede og halvbeskidte løgne eller rettere grålige usandheder og halve sandheder og løben-med-en-halv-vind-gengivelser af sandheden. Det gør ikke så meget, for så længe de ikke er kulsorte og kriminelle, er det ikke kritisabelt at sende dem ud i verden.
Men lige som mange bække små gør en stor å, så er summen af en lang række nussede tilsnigelser det samme som store grimme løgne af typen, der giver nærig til krig og konflikter af værste kaliber. Det viser australske Liane Moriarty i et spidsfindigt tidsbillede af et moderne middelklassesamfund i romanen »Store små løgne«, og man både griner og græmmes undervejs i læsningen. Voksenmobberi og ubetænksom stillingtagen til små og større problemer tages under kærlig behandling, og er den slags i sig selv ikke ondt, så er bogens blotlæggelse det i allerhøjeste grad. Underholdende ondt.
Scenen er sat til et lille forstadskvarter, hvor en række forældre skal forsøge at skabe en slags fællesskab, da deres cirka femårige poder begynder i samme klasse på den lokale skole. Der bliver arrangeret info-dag, forældrearrangementer, fredagsoptræden og fødselsdage, men bag den pæne overflade lurer misundelsen, mistroen og modsatrettede motiver og interesser, og det truer med at ødelægge idyllen.
Hovedfigurerne i bogen, der filmatiseres med Nicole Kidman og Reese Witherspoon i nogle af rollerne, er tre umage mødre, der bliver venner: Den unge Jane, der er alene med sønnen Ziggy, som hun har fået med en (måske) ukendt, voldelig mand, den energiske og højttalende Madeline, der har det meget svært med sin eksmand og hans nye yogadyrkende veganerhustru, samt den gudesmukke, lettere distræte Celeste, hvis mand er rigere end de flest og hvis tvillingesønner mere larmende end mange andre.
Allerede den første dag, de mødes, beskyldes Ziggy for at have taget kvælertag med mere på den dominerende Renatas stille og søde datter. Ziggy benægter, men forældregruppen deler sig allerede dér i to modstridende grupper, og for hver ting, der siden siges eller gøres, er der (mindst) to versioner af det. Alt vendes og drejes, halve sætninger bliver opsnappet og forvandlet til hele løgne, og stemningen er til sidst så anspændt, at det ender katastrofalt.
Man ved da også allerede fra begyndelsen af bogen, at én af forældrene ender med at dø. Hvem det er, hvordan og hvorfor, fortælles ikke, men man aner gennem de små afskrifter af politiets afhøring, der krydrer selve historien, at det uundgåelige nærmer sig. Inden da bliver en lang række hemmeligheder afsløret, og historien handler således lige så meget om hustruvold, voldtægt, ligeværd, fortrængning og fremmedgjorthed.
Moriarty skriver rapt og medrivende, og hun er skøn i sin afdækning af det middelmådige, det forlorne og det dobbelttydige. Der er noget damebladsagtigt og letvægterlitterært over »Store små løgne«, men ikke kun, og måske viser det sig mest som en parodi. Eller som noget, der ligger midt imellem det lette og det latterfrembringende. Perlende som en lille rislende, isnende bæk.
Titel: Store små løgne.
Forfatter: Liane Moriarty. Oversættelse: Betty Frank Simonsen.
Sider: 450. Pris: 250 kroner.
Forlag: Politikens Forlag.
