Den portugisiske guitars klange i øret, erindringen om lyset på de hvide, lyserøde og gule husmure og måske nogle linjer i baghovedet af én af verdenslitteraturens mest fascinerende skikkelser, digteren Fernando Pessoa. Så er den rette, frydefuldt melankolske stemning slået an til mødet med Lissabon-bindet i Aarhus Universitetsforlags fremragende rejseguide-serie »Vide verden«.
Udgivelsen følger det efterhånden grundigt indarbejdede storbykoncept, hvor en meget personlig intro, skrevet af en forfatter med et fortroligt forhold til byen, følges op af et dusin kapitler, som fra forskellige vinkler nærmer sig byens sjæl, dens liv og attraktioner. Blandingen af de indlysende og de overraskende nedslag på bykortet er et redaktionelt princip, og kombinationen af viden og passion hos skribenterne er en væsentlig forudsætning for seriens succes.
Alle byer har deres særlige farve, men lige netop Lissabon har mere end én. Den er blevet kaldt »den hvide by«, men Søren Markers ser i et af bogens kapitler byen i skæret fra de karakteristiske azulejos eller blå kakler, og Mia Degner er i sin fint forelskede intro slet ikke i tvivl om, at »Lissabon er gul.«
Sjæl med mange facetter
Naturligvis har Lissabon-bogen også sine kapitler om opdagelsesrejsernes tid og steder, med Henrik Søfareren og Vasco da Gama i stævnen, om verdensimperiet og Salazar-diktaturet og om den overraskende ublodige Nellikerevolution, der fandt sted 25. april 1974.
Et omdrejningspunkt i Eva Henningsens informative kapitel om sidstnævnte er Praca do Comércio. Pladsen, der ligger helt ned til Tejo-floden, og som blev skabt efter jordskælvet i 1755, er en rød tråd i den store Lissabon-krønike, for her havde det portugisiske verdensimperium sit centrum, og her ligger Lissabons angiveligt ældste cafe, Martinho da Arcada, som dukker op i adskillige kapitler.
Kurt Hollesen, ansvarlig for den store cafe-rundtur, skriver om »Lissabons mest fortryllende restaurant og cafe«, og flere af bogens bidragydere slår sig på deres vej gennem byen ned i lokalet med Fernando Pessoas stambord.
Dan Ringgaard skriver spændende om byen, oplevet netop gennem Fernando Pessoa, digteren med de forskellige forfatteridentiteter, Henrik Wivel besøger Lissabon i godt selskab med H. C. Andersen og hans fascination af »byens forfaldne skønhed«, Niels Christian Frederiksen gør rede for fodboldens politiske betydning og forholdet mellem de to storhold Benfica og Sporting, og Bjarne Mouridsen er guide på en »rundtur i fadoens topografi«.
Lissabons sjæl har mange facetter, og en nærmest ikonisk figur i fado-afsnittet er den legendariske sangerinde Amalia Rodrigues. Også hun hørte til de faste gæster på Martinho da Arcada, og en tilbagevenden til Pessoas stambord er næsten uundgåelig. Det var her, han skrev linjerne:
»Det er som om jeg altid har siddet og ventet/På til aftalt tid, at få dig at se/komme ind på Arcada, denne café;/Som ligger yderst på kontinentet.«
På Martinho da Arcada, med udsigt til pladsen ved floden med dens vidnesbyrd om Portugals storhedstid og med mødet mellem fadosangerinden og forfatteren, samles trådene til den særlige melankolske Lissabon-længsel, kald det bare »saudade«, som det aktuelle bind i »Vide verden«-serien bidrager så smukt til.
Bogen er inspirerende læsning for enhver, der er på vej til Lissabon. Men også den læser, der bare længes efter byen yderst på kontinentet, er i stimulerende selskab.
Serie: Vide verden. Titel: Lissabon. Sider: 252. Pris: 250 kr. Forlag: Aarhus Universitetsforlag.
