»Den bedste bog« - Kåre Bluitgens grotesk ordrige og til dels fabulerende værk om købmanden Abu al-Qasim, der blev til profeten Muhammed – taler meget om humor og sanselighed, men mangler begge dele; de 760 tætskrevne sider er en ørkenvandring, og der er umenneskeligt langt mellem oaserne.
Hans skildring af Muhammeds liv og levned, samt hvad der nu falder ham ind af andet godt fra den rige arabiske verden af eventyr, myter og digtning, udfolder sig inden for den tids- og begivenhedsramme, vi faktuelt kender til: den velhavende købmand Muhammed (ca. 570 til 632) mente fra omkring 610 at modtage åbenbaringer fra gud via ærkeenglen Gabriel, blev profet, måtte forlade sin hjemby Mekka, organiserede sin menighed som en militærstat, skaffede økonomiske midler ved plyndringer af handelskaravaner, indtog Mekka kort før sin død og indledte et diktatorisk, puritansk herredømme i den før så muntre by.
Kåre Bluitgens bog er holdt i et blomstrende, arkaisk sprog, der er påvirket af den arabiske litterære tradition, som vi kender den fra Koranen og den førislamiske digtning. Koranen indeholder som bekendt 114 kapitler, såkaldte sura, men Kåre Bluitgen kan ikke nøjes med mindre end 140, og så følger der yderligere nogle fragmenter med, hvis dybere motivering jeg ikke kan tyde.
Det står mig heller ikke klart, hvorfor Bluitgen kalder Muhammed for Abu al-Qasim, indtil han træder frem som profet. Han har aldrig heddet andet end Muhammed ibn Abdallah ibn Abdel-Muttalib. Men der skjuler sig måske en underfundighed, som går over hovedet på mig. Eller måske har Bluitgen konstrueret navnet som en afledning af qasida, der er genrebetegnelsen for et stort digt – som det oldnordiske drapa – i den førislamiske lyrik. Hvad ved jeg? Jeg kan ikke arabisk. Og det kan Kåre Bluitgen heller ikke, selv om han har beskæftiget sig med emnet i ti år. I 2006 udgav han »Koranen og profeten Muhammeds liv« – det var vanskeligheden ved at finde illustratorer til den, der medvirkede til, at Jyllands-Posten fik fremstillet Muhammed-tegningerne, der på foranledning af danske muslimer og bl.a. en egyptisk ambassadør skabte den såkaldte Muhammed-krise i 2006 og dermed snart ti års diskussion om ytringsfriheden og dens grænser. I 2008 skrev Bluitgen »Muhammed. Profeten fra ørkenen« og i 2009 »Koranen gendigtet« og »Koranen kommenteret«. De to sidste er tilsammen 1.700 sider. Bluitgen er ikke en mand, der fatter sig i korthed.
Søger den absolutte sandhed
Hvis Muhammeds præ-profetiske navn er en konstruktion, så passer det godt sammen med selve den grundlæggende pointe i Kaare Bluitgens værk, nemlig , at der ikke findes en absolut sandhed. Derfor har han udgivet sin bog i to udgaver, en hvid, der er »sandhedens bog«, og en sort, der er »løgnens bog«. Der står det samme i de to udgaver. Pointen er massiv og – kan man sige – underminerer sin hovedpersons, Muhammeds, hele anliggende og påstand, nemlig at han som guds sendebud meddeler den fulde og eneste sandhed. I overensstemmelse med pointen skrives der side op og side ned om digtere. Det har sin virkelighedsbaggrund i det gamle Arabiens store glæde ved digtekunsten. Mekka dyrker sine digtere, og Bluitgens roman, som man vel må kalde den, tager sit udgangspunkt netop i den årlige digterfestival, hvor digterne konkurrerer om det ypperste digt. Også købmanden, der senere bliver Muhammed, vil dyrke digtekunsten, men er genert, og da han vover at læse sit digt op for en af de førende digtere, al-Nadr, bliver han til grin. Som Muhammed tager han siden en grusom hævn, al-Nadr bliver halshugget, og mens digterne bliver tvunget til tavshed eller udryddet, overtager Muhammed scenen med sit eget store digt, altså Koranen.
En arabisk Jeanne d’Arc dukker op
Bogens titel er i Bluitgens fiktion også benævnelsen for Koranen: »Den Bedste Bog«. Han indleder sin beretning fejende flot: »Hun rider ind som en gudinde. Hingsten er sort, som havde selve natten brugt sin afmålte tid til at indgnide den i kohl…«. Hun er Sajah bint al-Harith. Man kan slå hende op i bøgerne, en slags arabisk Jeanne d’Arc, en kristen skønhed fra en stamme, hvis profet og hærfører hun bliver. I islam betragtes hun som en af de talrige falske profeter. I Bluitgens fiktion fordrejer hun hovedet på mænd i almindelighed og Muhammed i særdeleshed. Hun bliver genstanden for hans erotiske drømme. Desværre går der 500 sider, før de mødes, og da kan han ikke! Herefter er hun ude af historien, og sådan går det utallige af bogens personer. Det er umotiveret, hvorfor de kommer ind i historien. Det er umotiveret, hvorfor de forlader den igen.
Det er et mægtigt stof, Bluitgen har forlæst sig på. Og en imponerende tour de force af viden om tiden og levantisk kultur. Men Kåre Bluitgen har ikke den store epikers evne til at organisere og økonomisere med stoffet, så det lukker sig op som en levende, fremadskridende fortælling. Man kan forstå på den pressemeddelelse, han selv har skrevet, at han opfatter sin bog som religionssatire. Det kræver, at den er morsom. Det er den ikke. Det kræver også, at den åbner sig for læseren, så han ser både satirens genstand og satiren. Det gør den ikke. Den forbliver en lukket bog, men jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den kan krænke selv den mest krænkofile muslim, for den er båret af en grænseløs kærlighed til skønheden, visdommen og kreativiteten i den gamle arabiske kultur, og denne kærlighed synes jeg, det lykkes Kåre Bluitgen at formidle. Selv om der er langt mellem oaserne.
Titel: »Den bedste bog«.
Forfatter: Kåre Bluitgen.
Sider: 760. Pris: 298 kroner.
Forlag: Tøkk.
