Vi er i dag i stigende grad bevidste om landskabets og naturens betydning for vores identitetsfølelse – og som afstressende faktor. Tænk blot på terapihaver – som har helbredende effekt på stressede mennesker. Oplevelsen af landskabets karakter, stedets ånd, er en vigtig del af vores erfaring og selvforståelse. Naturen er sanselig inspirationskilde for kunstnere og en mulighed for spejling af sindet.
En af de kunstnere, der aldrig blev træt af det vidtstrakte landskab som motiv, er maleren Vilhelm Kyhn (1819-1903), kendt for sine panoramiske skildringer af det danske, ofte kystnære, landskab under mere eller mindre dramatiske skyformationer og med en atmosfære af guddommeligt lys og uendelighed – og desuden kendt for at have undervist Anna Ancher på sin tegne- og maleskole for kvinder.
Nye blikke kastes nu på Kyhn i bogen »Vilhelm Kyhn & det danske landskabsmaleri«, redigeret af Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand, som nuancerer og revurderer billedet af hans kunstneriske indsats. Blandt Kyhns dragende motiver er en udsigt over havet ved Bulbjerg, det bakkede land med skove og søer ved Silkeborg og klipperne ved Rø på Bornholm med skummende bølgetoppe. Men han havde også blik for det nære, eksempelvis sin egen have på Farimagsvej ved St. Jørgens Sø. Her er de enkelte græsstrå med og et særligt perlemorsskær over søen og himlen, hvor vi suges ind og op på et niveau over det umiddelbart iagttagelige.
Værker med uendelighedsperspektiv
Det er det danske landskab med en ekstra dybde, vi møder. Kyhns nære forbindelse til nationalliberale politikere som Orla Lehmann og hans opfattelse af landskabets betydning for et folks identitet medvirkede til, at han holdt fast i sin stil og de danske landskabsmotiver. Kyhn blev kritiseret for at savne udblik og for at fastholde en kunstnerisk tradition, der havde overlevet sig selv, som Gertrud Oelsner og Karina Lykke Grand, nævner det. Men han skabte værker med et uendelighedsperspektiv og var på visse punkter længere fremme end hidtil påpeget.
Kyhn havde sans for »tilfældets poesi«, men overordnet søgte han harmonien i landskabet, som Henrik Wivel fremhæver det. Karina Lykke Grand pointerer, at Kyhn skabte banebrydende værker i sine tidlige år, og i mindre værker fra den senere produktion foregreb han symbolistisk kunst. Især L.A. Ring står i gæld til Kyhn.
»Det er fint, at bogen belyser Kyhns kunstneriske overvejelser og værkernes kvaliteter, men man kunne have ønsket flere dybdeborende analyser af de enkelte værker. Ingeborg Bugge næranalyserer imidlertid Kyhns »Tre damer i en have« og understreger malerens længsel efter at trænge ind bag den ydre verdens skin og afkode dens dybere virkelighed. Bolden er givet op til, at vi selv kan gå videre med fortolkningen af landskaberne. Kyhn er fin i sin fastholdelse og skabelse af det uendelige og de rosa aftenstemninger. Man ser på naturen med andre øjne, når man her har været på vandring gennem billedernes tiltrækkende landskaber.
