Der var en tid, da forlagene sprøjtede historiske bøger ud om klassekamp og social ulighed og hvor krigsbøger var få og tynde, hvis de da ikke lige handlede om kampen mod den nazistiske fjende. Bøger om dansk krigshistorie blev ikke ligefrem langet over disken i boghandlere i store mængder.
Men tiderne har ændret sig. Nu kan der næppe opdrives nye bøger om klasse- og kvindekamp, mens bøger om krigshistorie fylder godt i forlagenes udgivelser. Blandt dette års udgivelser kan nævnes historikeren Claus Bundgaard Christensens stort anlagte bog om danskerne, der kæmpede på tysk side under Første Verdenskrig, »Danskere på Vestfronten 1914-1918«. Bent Christensens bog om de tyske faldskærmsjægere, »De grønne Djævle«, der dog blev trukket tilbage af forlaget, da det viste sig, at den til forveksling lignede tysk krigsromantik. Og tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsøs beretning om de militære opgør mellem Danmark og Sverige i 1600-tallet i bogen »Broderstrid«. Dertil kommer storsælgende bøger om Anden Verdenskrig med f.eks. den engelske historiker Anthony Beevor som forfatter.
Jo der er sket noget, men hvordan skal vi forklare ændringen, for den hænger vel ikke blot sammen med tilfældige luner, men har vel rod i nogle dybere ændringer?
Stimulerende læsning
Historikeren Nils Arne Sørensen udsendte for et par år siden et stort værk om Første Verdenskrig, »Den store krig«. Han siger om årsagen til den opblussende interesse for krigshistorie:
»I sin provokerende bog »An Intimate History of Killing« argumenterer den britiske historiker Joanna Bourke for, at en central del af krig handler om, at mange mænd - og kvinder - simpelthen kan lide at slå ihjel. I forlængelse heraf kunne man jo tænke sig, at mange simpelthen finder det stimulerende at læse om krig i forskellige mix af død, grusomheder, ødelæggelser og så selvfølgelig heltemod.
Lidt mindre misantropisk kan man så pege på, at krig er let at fortælle dramatisk: der er masser af drama og intriger i krige, og i hvert fald for moderne krige har vi også kildemateriale, der gør det muligt at fortælle krigens drama fra mange perspektiver. Det er baggrunden for, at krigshistorie sammen med biografier er blevet en vækstindustri i faghistorien.«
Iran-indsatsen afgørende
Claus Bundgaard Christensen har også skrevet om danskere i tysk krigstjeneste på Østfronten i bogen »Under Dannebrog og Hagekors«. I sin seneste bog, der som nævnt handler om Første Verdenskrig - er det atter danskere i tysk uniform, der spiller hovedrollen. Han siger om den nye interesse for krigshistorie:
»Den aktive indsats i Irak og Afghanistan spiller en afgørende rolle for den store interesse, det er helt sikkert. Krigshistorie har jo altid eksisteret - ikke mindst som regulær underholdning, men Irak- og Afghanistan-indsatsen har for alvor gjort den relevant og nærværende. Min egen familie kan tjene som eksempel. Jeg havde en oldefar, der blev såret under tilbagtrækningskampe i 1864. Herefter var der vist ingen fra min familie, som blev involveret i krig før end de seneste par år, hvor to har været afsted. Krig er altså noget, man konkret må forholde sig til.«
Nils Arne Sørensen deler delvist dette synspunkt:
»Det forekommer sandsynligt, at den voksende interesse for krig i historien hænger sammen med, at krig er kommet meget tættere på os i form af krigene i Jugoslavien, Irak og Afghanistan. Både i den daglige nyhedsstrøm i almindelighed og fordi Danmark har været aktivt krigsførende meget af tiden siden 1991. Om det danske engagement så var været med til at skabe interesse for Danmark i krig i historisk lys er nok et mere åbent spørgsmål.«
Kjeld Hillingsø har en lang karriere bag sig om soldat i den danske hær. Han har også skrevet flere bøger om militærhistorie. Han siger om den militærhistoriske interesse eller mangel på samme:
»Der har altid været et stort publikum for krigsbøger, men efter at beretningerne om træfningerne 9. april 1940 og 29. august 1943 samt modstandsbevægelsen var blevet grundigt beskrevet i den første eufori efter befrielsen, så kom 1960erne. Fra da af og til 1990erne var krig, og slet ikke krig med dansk deltagelse, ikke noget, pæne mennesker og historikere opdraget i den radikale historikertradition beskæftigede sig med. Det var jo næsten et dogme, at danskerne var et fredselskende folk, at Danmark var et alt for lille land til, at det kunne bide skeer med de store, og at danske soldater slet ikke kunne måle sig med udenlandske.«
»Men vores deltagelse i den første krig mod Irak i 1990-91 gik godt trods alle skeptikernes advarsler. Vores soldater klarede sig godt i det tidligere Jugoslavien og blev rost af de store krigernationer. Og i den anden Irak-krig blev vores soldater direkte fremhævet, som de bliver det i dag i Afghanistan. Mindreværdsfølelsen efter 1864 var brudt, og man kunne pludselig tale og skrive om danskere i krig. Desuden skiftede tidsånden, »make love, not war« var et dødt slogan, og man kunne dels beskæftige sig med krig generelt, dels se kritisk på den hidtidige historieskrivning,« siger Kjeld Hillingsø.
Bevægende skæbner
Krigsbøger er ikke mere blot beskrivelser af blodige træfninger. Krigshistorie har udviklet sig og er fyldt med bevægende skæbner. Enhver, der har læst f.eks. Anthony Beevors populære krigsbøger, ved, at god gammeldags krigshistorie ikke er det samme mere.
Nils Arne Sørensen siger om denne udvikling:
»En forklaring på krigshistoriens »genkomst« på bestsellerlisterne kan simpelthen være, at historikere er begyndt at skrive bedre og mere appellerende bøger om krig. At historikerne har lært at sammenblande fugle- og frøperspektiver og kombinere de store historiske dramaer med de enkelte menneskers perspektiv.«
Selv om vi har set populære bøger om krigen i 1864 - som Tom Buk-Swientys bog »Slagtebænk Dybbøl« fra 2008 - så er det dog stadig Anden Verdenskrig, der dominerer bogudgivelserne. Til det siger Nils Arne Sørensen:
»Det er slet ikke nyt. Selv om interesse for krigshistorie har haft sine op- og nedture, så har interessen for netop denne krig altid været markant. Og det er ikke så svært at forklare, for Anden Verdenskrig er ikke blot verdens blodigste, men også en på verdensplan afgørende begivenhed, som siden er brugt som værdimæssigt referencepunkt igen og igen. Som en kamp mellem godt og ondt, men også som en national eksistenskamp. Bliver vi i det hjemlige, er det sådan besættelsen er blevet fortalt og diskuteret lige siden 1945 - og derfor kan den fortsat bruges som referencepunkt i politik og kultur i 2009.«
En britisk industri
Ikke mindst i lande som England er litteraturen om Anden Verdenskrig bred og populær. Claus Bundgaard Christensen mener, at interessen i Danmark vil fastholdes:
»Jeg tror, at vi vil se tendenser, som man kender fra lande, som allerede har en rig tradition for krigshistorie, som eksempelvis Storbritannien, hvor feltet er en regulær industri. I Danmark vil vi komme til at se stadig flere historievidenskabelige publikationer om emnet. Hertil kommer bøger med et udelukkende underholdende og kommercielt sigte, hvor kvalitet og grundighed givetvis vil være noget svingende, som man også kender det fra Storbritannien.«
Det tilslutter Kjeld Hillingsø sig:
»Det er efterhånden efter mange år legitimt at skrive om danskere, der havde kæmpet tappert, hvad enten det var ved Dybbøl i 1864 eller i Helmandprovinsen i 2008. Med andre ord er vi efter 1990 nået frem til at behandle vores egen krigshistorie på linje med den amerikanske eller britiske.«
