Kærlighedens smerte

Der er store følelser og forventninger på spil i tre nye danske tegneserier, der indbyrdes er vidt forskellige i indhold og udstyr.

Det er med hjertet i halsen, at man læser dobbeltfortællingen »Hjertestorm/Stormhjerte« af forfatteren Annette Herzog og tegnerne Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi.

Det er en af de allerenkleste historier, man kan fortælle, nemlig to 14-åriges forelskelse i hinanden. Men det er sjældent, at det er gjort med blus på så meget sindsbevægelse.

Det er så ømt, at læseren næsten ikke kan holde det ud, og hvor er det bare præcist ramt: fra Violas fantasi om at flyve i verdensrummet (for kun der kan hun rumme den lykkefølelse, som hendes flygtige skulderberøring med drengen Storm giver) til hendes bratte crashlanding, da hun opdager en bums på sin pande.

Tegneserien er udformet som to parallelle forløb, der snedigt mødes på midten, hvor Viola først fortæller sin version, og hvis man vender bogen på hovedet, får man Storms version af romancen.

»Hjertestorm/Stormhjerte« ligger i forlængelse af Annette Herzogs grafiske roman »Pssst!« og er fuld af pædagogiske sidespor til kærligheden som emne for filosofien og litteraturen, men uden at afstikkerne får lov at underminere den grundlæggende charme og fine solidaritet med aldersgruppen.

For en gangs skyld er der tale om en tegneserie, der ikke bare vil få de voksnes blå stempel som opbyggelig litteratur, men som også vil gøre livet lidt nemmere for børn og unge i en livsfase, hvor selv den store lykke føles som en prøvelse.

Dertil kommer, at »Hjertestorm/Stormhjerte« med sit opfindsomme layout og varierede fortælleeksperimenter formår at forny mediet uden at kompromittere indholdet. Der må være flere bogpriser på vej til ophavsmændene.

En slags biografi over Jan Stage

Teaterchef på Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, og den utroligt produktive tegneserietegner og forfatter Henrik Rehr står bag udgivelsen »Det cubanske efterår«, der er en slags biografi over den afdøde krigsreporter Jan Stage. Der er dog et særligt fokus på Stages forbindelse til Cubas revolutionære elite i 1960erne, og hans parløb med Monica Ertl, der stod bag et hævndrab på en tidligere boliviansk torturbøddel i Hamborg.

Jan Stage var en nær ven af Morten Hesseldahl, og tegneserien bygger på samtaler, de har haft. Krigsreporterens møde med Che Guevara, der dukker op og forsvinder igen som en cigarrygende Batman i Havanas tropenat, har karakter af den gode anekdote, der bliver umærkeligt bedre, hver gang den bliver genfortalt, men serien lægger ikke skjul på, at Jan Stage havde sans for det dramatiske.

At Jan Stage, skjult i buskadser, skulle have været øjenvidne til de bolivianskes soldaters jagt og drab på Che Guevaras guerillasoldater er ikke formidlet særligt troværdigt. Men det kan selvfølgelig ikke anfægtes, at det var sådan, Jan Stage fortalte om det til sin ven.

Henrik Rehrs evne til at tegne landskaber og byer, så det underbygger trøstesløsheden i fortællingen, svigter aldrig.

Til gengæld er det ikke helt klart for undertegnede, hvorfor denne historie skal fortælles netop nu, hvor ganske andre konflikter og ideologiske sammenstød end Che og drømmen om den socialistiske revolution præger dagsordenen.

»Det cubanske efterår« er ikke desto mindre ærligt fortalt og giver derfor et indblik i den daværende venstrefløjs voldsromantiske – og ulideligt selvgratulerende – tankesæt. Det er ikke en tid, man ønsker sig tilbage.

En sjældent deprimerende historie

Palle Schmidt er en af de få danskere, der laver deciderede genretegneserier, som foregår i hårdtslående crime noir-verdener.

I »Diego & Dolly« har han teamet op med Jesper Wung-Sung til en historie om den ensomme Diego, der forguder og stalker den berømte kvindelige skuespiller, Dolly.

Tegningerne er holdt i sort-hvid pånær en rød markørfarve, der fungerer som et ekstra fortællegreb, som forbilledet Frank Miller ville have godkendt uden dikkedarer.

Det er ikke en historie, der overrasker med dybe twist, men den fanger med sin vedholdende synsvinkel, hvor Diegos fantasi om sit forhold til Dolly konstant er i grel kontrast til det, der faktisk sker i billedet. En sjældent deprimerende historie, og det skal forstås positivt!