Der findes en forestilling om, at stor kunst koster dyrt. At kunstneren må give en luns af sig selv, af sit liv eller sin sjælefred for at skabe noget vigtigt og vægtigt.
En faustisk tanke, der er let at afvise som romantisk, men som der ikke desto mindre findes eksempler på. Som franske Marguerite Duras, der i 1950 brød igennem med sin tredje roman, »Un barrage contre le Pacifique«, men mistede sin mor undervejs. Da moren havde læst fortællingen, som skildrer hendes ulykkelige liv, var svaret til datteren: »Du kunne i det mindste have ventet, til jeg var død.« Derefter brød hun kontakten for altid.
Om det var det værd, vidste kun Duras. Men »Dæmning mod Stillehavet«, der i 100-året for hendes død for første gang er oversat til dansk, er i hvert fald en stor, stærk og sørgelig læseoplevelse – og samtidig interessant, fordi den peger frem mod den stil og motivkreds, der siden skulle gøre Duras til en central skikkelse i moderne europæisk litteratur.
I romanen skriver Duras for første gang, som hun skulle gøre det igen og igen, om Fransk Indokina, hvor hun voksede op i 1910erne og 1920erne med en mor som eneforsørger. Og som det også virkelig var tilfældet, bliver moren i romanen svigtet af det korrupte kolonistyre, der sælger hende et stykke land, som hvert år oversvømmes af Stillehavets salte vand.
For sine sidste penge får hun bygget en dæmning, som krabberne æder væk, og det hele efterlader hende og hendes børn, Suzanne og Joseph, endnu mere forarmede.Som moren ødelægges børnene gradvist af den evige venten på svar om et lån til en ny dæmning.
»Så jeg venter stadig, det holder aldrig op«, siger moren desperat, og den eneste udvej, hun kan se, er at forråde kærligheden: At Joseph finder en rig kvinde og Suzanne en rig mand, der kan løfte dem ud af bungalowen og den ludfattige egn.
Duras gemt i fortællingen
Denne prostitution er central i såvel romanen som forfatterskabet. Måske er den også en kapitalismekritik. Ligesom beskrivelsen af morens ydmygende forsøg på at komme på økonomisk fode, der til sidst lammer hende: »Alle hendes nederlag sad fast i et indviklet net, og de var så tæt forbundne med hinanden, at man ikke kunne røre ved et af dem uden at trække alle de andre med og bringe hende i fortvivlelse.«
For Suzanne, der er let at læse som en ung Duras, er vejen ud som nævnt en mand. Men hun afviser dem, hun møder; hr. Jo, der har arvet sin rigdom, og plantageejeren Agosti. Og i de to karakterer ligger måske kimen til den rige kineser, Duras’ skrev om i hovedværket »Elskeren« fra 1984.
Duras’ moderne, på én gang stramme og rige stil er også ved at blive til i »Dæmning mod Stillehavet«. Som når der står, at moren havde en af sine store morgenkåber på, »som hun flød rundt i som en vragstump.«
Der er også bemærkelsesværdige glidninger i fortællevinklen, når Suzannes »hun« enkelte steder, næsten umærkeligt, bliver til »jeg«. Måske for at vise, at Duras’ eget liv er en tråd i romanens fiktive væv.
Men fortællingen kan sagtens stå alene. Som et sortsmukt – og veloversat – monument over ulykke, skam, opløste drømme og barndommens uudslettelige mærke. Det skrev Duras om i 1950. Og livet ud.
