Niels Heidenreich er danmarkshistoriens mest kendte tyv. I 1802 stjal han de to guldhorn fra Kongens Kunstkammer og smeltede dem om, fortrinsvis til kolonimønter (pagoder), som han videresolgte til byens guld- og sølvsmede, som derpå omsmeltede disse til smykker. Nu har historikeren Ulrik Langen skrevet en fremragende beretning om tyven og tyveriet, der inspirerede Oehlenschläger til hans berømteste digt. Vi, som er gamle nok, kan stadig høre skuespilleren Poul Reumert med malmrøst sige: »De higer og søger i gamle bøger«.
Politiet higede og søgte også, men fik først fat i tyven året efter, og det endda ved et rent tilfælde. En guldsmed havde fået en af hans mønter og gik til politiet med den, fordi den ikke holdt vægten. Heidenreich blev hentet ind og tilstod så ganske pludseligt og helt af sig selv, at han var manden, der havde stjålet guldhornene!
Han havde tidligere fået en livstidsdom for at have forfalsket kongens pengesedler, men var blevet benådet, så den livstidsdom genoptog man nu og lod ham sidde til 1840, hvor han kom ud i en alder af 79 år. Fire år efter døde han som fattiglem.
Søn af en fordrukken degn
Heidenreich var søn af en fordrukken degn, som moren forlod sammen med sine børn. Niels blev hyrdedreng, kom i skole, udmærkede sig i matematik, blev lærer, kom ad omveje tyve år gammel i Horsens latinskole, men lige før hans eksamen stak moren af fra en gæld og tog sønnen med. I København forsøgte han så at forbedre deres økonomi med de falske pengesedler, og i fængslet blev han uddannet som urmager og guldsmed. Benådet og ude igen fik han hjælp til at starte en lille virksomhed baseret på en selvopfunden maskine, der kunne masseproducere brillestel, men da glassliberen stak af, stod han med stel og gæld. Så snuppede han guldhornene, og tilbage i fængslet opfandt han en maskine til masseproduktion af nåle.
Hvad kunne der ikke være blevet ud af et sådant talent og initiativ i andre tider? Omvendt misbrugte han jo alle de chancer, velmenende mennesker hele tiden gav ham. Så måske var han blevet storsvindler?
Ulrik Langen har leveret en mesterlig beskrivelse af et liv og en tid. Hans sprog er enkelt og klart. Levende beskriver han den drikfældige degnefar og den fuldstændigt upålidelige mor, som Heidenreich angiveligt begår sine forbrydelser for at hjælpe i hendes nød. Vi får fremstillet hans unge kone, som han traf under sit første fængselsophold, hvor hun ankom med en dom for tyveri. (Datidens domme var meget lange for selv små forbrydelser). Vi får beskrevet hans familie og en række gode embedsmænd, der gik i forbøn for ham og forsøgte at hjælpe den begavede, veltalende, fingernemme opfinder videre. Vi får en redegørelse for tidens mange mere eller mindre fantasifulde forklaringer på, hvordan guldhornene blev til. Men lige netop her er bogens eneste forsømmelse. Man savner en redegørelse for, hvad man i dag mener om guldhornenes tilblivelse og historie.
Titel: »Tyven. Den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene«.
Forfatter: Ulrik Langen.
Sider: 364.
Forlag: Politikens Forlag.
